8 uundværlige ting i babyboblen

Slyngevuggen
Slyngevuggen fra Natures Sway var vores redning de første mange måneder. Olivia havde kolik og ‘op og ned’ bevægelser var godt for hendes mave og slyngevuggen var vores redning. Indtil Olivia var 9 uger sov hun ikke om dagen, hun var vågen fra 7 til 17 og hun skreg 90% af tiden. Når hun sov var det 5 minutter og så vågne og skrige igen. Slyngevuggen var det eneste sted hun fandt ro sidst på eftermiddagen og kunne sove der. Barnevognen duede slet ikke i den periode og hun kunne nemt skrige 2 timer i den. Så når vi ikke farede rundt til diverse zoneterapi og kiropraktik behandlinger sad jeg og bouncede hende op og ned i slyngevuggen. Det var også den der hjalp os når vi var ude. Med dette karmbeslag kunne den sættes op i dørkarmen de fleste steder. Herhjemme har vi gipsloft alle steder, men det lykkedes os til sidst at få sat specielle gipskroge op i stuen, soveværelset og køkkenet, og ellers kan man også bruge dette stativ. Da Olivia var 9 uger stoppede hendes kolik og da hun blev 3,5 måned rykkede vi hende ud af vuggen og over i hendes almindelige seng, blandt andet fordi hendes hoved var begyndt at tage lidt form efter vuggen. Vi var så heldige at låne vuggen af Rasmus’ storesøster, men hvis man bare vil prøve den, så kan den lejes på denne hjemmeside.

OBS: vi havde fået anbefalet vuggen af vores sundhedsplejerske, men i starten syntes vi ikke at den virkede, indtil sundhedsplejersken sagde at det gerne tager en 5 dages tid før de vænner sig til nye ting, så giv det lidt tid!

Abena underlag
Disse underlag havde de på Hvidovre Hospital og vi havde stor glæde af dem. Så da vi kom hjem bestilte vi en stor bunke fra deres hjemmeside. De er geniale til lige at ligge under når man skal skifte en lorteble. Vi genbruger dem nogle gange indtil der kommer lort på, så ryger den ud. Det koster selvfølgelig lidt, men hold op det har sparet os for meget vask. Særligt i starten hvor vores lille unge leverede ca. 10 lortebleer i døgnet.

Kogte koldtvandsklude
Det lyder som en dårlig joke, men hvis man har problemer med slemme røde områder ved fx numsen (eller i vores tilfælde i folderne ved halsen), så er kogte koldtvandsklude vejen frem! Vi fik det anbefalet af både læge og sundhedsplejerske, og jeg gloede åndssvagt på dem begge. Men efter utallige forsøg på at slippe af med røde, nærmest blødende folder ved Olivias hals, prøvede jeg det – og det virker! Man tager et gammelt hvidt lagen eller lignende og klipper små strimler på størrelse med det røde irriterede område, så koger man strimlerne og lader dem køle ned. Så puttede vi de våde strimler i folderne når hun skulle sove og dagen efter var området helet op. Det giver ingen mening, at man putter vådt fugtigt stof på området som er slemt pga. varme og fugtighed, men jeg lover jer at det virker! 100 gange bedre end diverse salver og cremer.

MAM Antikolik
Som flaskemor kan jeg varmt anbefale MAMs Antikolik flasker. Disse flasker har en gummi-membran i bunden, som lukker luft ind og gør at de får mindre luft i maven. Derudover har de en selvsteriliserende funktion i mikrobølgeovn, som gør arbejdet meget nemmere. Man skiller flasken ad, putter vand i bunden, putter suttehovedet ind i, låg på og ind i mikrobølgeovnen. De kan købes i blandt andet Føtex, hvor de faktisk er billigere end BabySam og andre.

Vanish pletfjerner
Er en uundværlig del af vores hverdag og fjerner det meste lige fra utætte lortebleer til gulerodsmos – dog ikke lige så magisk let som i reklamerne!

Stofble i hovedet
Det lyder måske farligt, men vores lille Olivia har næsten alle dage sovet med en stofble “over hovedet”. Verden kan være stor og uoverskuelig for sådan en lille størrelse, og med en stofble over hovedet, så forsvinder verden for en stund. Uanset hvor mange gange vi forsøgte at flytte den, så røg den tilbage i hovedet – og hun sov ikke før den var der. Det er dejligt trygt for hende og mørkt og tæt som i maven.

Jeg er dog blevet mødt med mange kommentarer på min vej og svarer stadig jævnligt ting som:
“Ja, jeg ved godt min datter sover med stofbleen i hovedet…”
“Ja, hun trækker den selv derop…”
“Nej, hun er ikke ved at blive kvalt…”
“Ja, hun kan godt få luft…”
“Ja, jeg er sikker…”

Jeg har bare måtte holde fast på, at det altså fungerer bedst for os, og være god til at tænke: Mit barn. Mit valg. Mine allerbedste hensigter i ALT hvad jeg gør for min datter. Punktum!

White Noise
White noise har jeg før skrevet om i dette indlæg, og er genialt til spædbørn der har svært ved at finde ro til at sove.

Mødregruppe
Jeg har jordens bedste mødregruppe og jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem. Vi er nok en lidt atypisk mødregruppe der ses hver uge og har gjort det siden de var 4-6 uger, og vi ses en 3-4 timer hver gang. Men det er simpelthen ugens højdepunkt! Jeg elsker at komme afsted og udveksle erfaringer og finde ud af at alle de ting vi render og bakser med, er helt normale! I starten blev jeg ked af det når jeg var afsted, fordi jeg var den eneste med et barn med kolik og hverdagen føltes mere uoverskuelig hjemme hos os. Men jeg er så glad for at jeg holdt ud og i stedet valgte at bruge dem som en virkelig vigtig støtte i at komme igennem en svær tid.
Stor kærlighed til de 5 skønne nye damer og unger i mit liv <3


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *