Anbefaling: White Noise

Hvis man som os, får en baby der ikke vil sove, så er White Noise virkelig noget man skal kende til. På mystisk vis er hvid støj – som ellers stresser mig – enormt beroligende for spædbørn. White Noise er lyden fra emhætten, føntørren, støvsugeren osv. Det skulle eftersigende minde dem om den susende lyd de hører i maven fra blodet der løber i alle årene lige ved siden af. Jeg fik det anbefalet af både min læge og min sundhedsplejerske.

Olivia sov fint de første 14 dage ligesom alle andre nyfødte, men så blev det en kamp. Olivia fik derefter kolik og skreg hver dag i flere måneder. Da jeg første gang fik Olivia til at sove 20 minutter en formiddag, var det med min føntørrer kørende på gulvet under Slyngevuggen. De første frie 20 minutter jeg havde blev egentlig ’spildt’ på at sidde og kigge forundret på hvad det var jeg oplevede. Det var kæmpe stort! Nærmest magisk! Senere samme eftermiddag tændte jeg støvsugeren da hun skulle sove, og igen beroligede det hende.

Jeg var overbegejstret for denne nye opdagelse, men havde mine bekymringer om at det nok ville blive dyrt i længden, at have støvsugeren eller føntørren kørende hver gang hun sov. En eftermiddag var Rasmus’ storesøster Helene på besøg for at passe Olivia en times tid. Da vi kom tilbage sov Olivia til en susende lyd, men støvsugeren var slukket. Det viste sig at Helene havde en Baby Sound Sleeper App med white noise. Genialt!

Vi har haft rigtig stor glæde af at bruge app’en Sound Sleeper fra Parents2parentsapp. Der findes både en gratis version og en app der koster, men der findes et hav af app’s derude. Vi bruger lyden Mountain River som bruser derudaf. Idag er Olivia 5,5 måned og jeg tror ikke længere at lyden minder hende om tiden i maven. Men lyden har hun haft med sig så længe nu, at den alligevel har en beroligende effekt på hende, når hun er kørt helt ud over kanten af overtræthed og ikke kan finde ro.

Jeg har mange gange undervejs bekymret mig. Dels har jeg bekymret mig for hendes hørelse, når den er skruet helt op (det er det der virker bedst!), selvom vi skruer ned så snart hun falder til ro eller i søvn. Derudover har jeg også bekymret mig om, om telefonen udsender mange skadelige stråler, når den ligger så tæt på hende, selvom den er sat på fly-tilstand og ikke har noget signal. Omvendt ved jeg også at både hende og hendes udvikling tager skade hvis hun ikke får sovet, så jeg tænker at alt med måde er okay.

Så til jer med babyer der ikke vil sove – prøv White Noise!
Jeg kan klart anbefale det.


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg