Av Mit Moderhjerte!

De sidste par dage har Olivia reageret rigtig kraftigt på, at hendes far kommer hjem fra arbejde. Sådan fra den ene dag til den anden. Om dagen når vi er alene, hende og jeg, er der ikke noget. Vi hygger os som vi altid har gjort og jeg er hendes trygge base når vi oplever og prøver nye ting sammen. Men så snart Rasmus kommer hjem fra arbejde, så afviser hun mig TOTALT. Hun pylrer og pjevser, og kravler kun hen til sin far, kravler længere op af sin far hvis jeg nærmer mig og ligner en der kunne finde på at tage hende, og hvis han rækker hende over til mig så stikker hun i et hyl og vræler. Av av av mit moderhjerte! Det er godt nok da svært ikke at tage som den største afvisning overhovedet. Jeg er med på, at der kommer den slags perioder, jeg synes bare hun er for lille til det? Jeg synes at 10 måneder er lige lovlig tidligt ‘at vælge mor fra’.

Da det igår skete for 3. gang, kunne jeg ikke lade være med at tage det til mig, på den forkerte og negative måde, nemlig ved at finde hammeren frem og begynde at slå mig selv i hovedet med tanker som: Er det fordi Rasmus står først op med hende om morgenen og jeg ikke gør? Er det fordi han giver hende sin udelte opmærksomhed som han gør når han kommer hjem? (Jeg render jo ofte og ordner en masse praktisk og sidder ikke og kigger uafbrudt og leger med hende i de 9 timer jeg er alene med hende). Er det fordi jeg var nødt til at stoppe med at amme, da hun kun var 13 uger og mangler vi så et helt tæt bånd nu? Osv osv osv. Til sidst var jeg så fortvivlet og ked helt ind i maven, at jeg skrev et indlæg i en mødre/fædre gruppe på facebook i håb om, at andre havde oplevet noget lignende og kunne dele erfaringer.

Og gudskelov for det! Det vrimlede ind med kommentarer fra andre mødre, der vidste præcis hvad jeg snakkede om. Og nogle havde endda oplevet det helt ned til 7,5 måned at det absolut kun var far der duede. Hos nogle varede det i en lang periode på mange mange måneder, hos andre gik det hurtigere over. Fælles for alle var, at det var en fase, som går over igen. Thank god! Det ved jeg jo godt med min fornuft, men det var alligevel rart at læse det fra andre. Sort på hvidt. At det altså ikke er noget, jeg gør forkert. Flere kom med den virkelig fornuftige forklaring, at det er en reaktion på, at hun nu er gammel nok til at forstå at far (tager på arbejde og-) forsvinder i en hel masse timer. Når han så endelig kommer hjem, har hun savnet ham og klamrer sig til ham, for hun ved jo i princippet ikke hvornår han gør det igen!  De sagde alle, at det var en helt naturlig del af seperationsfasen og at hun lød til at have en helt alderssvarende udvikling. Phew! Det hjalp godt nok noget på det hele, at tænke ‘det har faktisk ikke noget med mig at gøre’. Når hun stikker i et hyl når hun kommer over til mig eller panisk holder fast i sin far, når jeg er nødt til at tage hende, så er det ikke et udtryk for, at hun ikke vil over til mig. Det er et udtryk for, at hun ikke vil væk fra sin far. God that makes sense!

Og det kan jeg egentlig godt forstå! Han er også temmelig fantastisk. Jeg har også nogle gange lyst til at holde fast i ham, når han tager ud af døren om morgenen. Forskellen er bare, at jeg ved han kommer hjem igen – forhåbentlig da 😉 Jeg værdsætter i den grad at hun er så glad for sin far, og han for hende.

Idag har jeg haft den hyggeligste dag med Olivia. Vi har hygget, krammet, grinet og fjollet og haft nogle utrolig dejlige stunder. Dem sugede jeg til mig og nød det til fulde, med en tanke på, at det nok kunne ændre sig her til aften. Og ganske rigtigt. Så snart far var hjemme, duede jeg ikke. Men i stedet for at forsøge at ‘vinde hende over’, gav jeg hende plads til at være sammen med sin far. Jeg sørgede for aftensmaden, mens de hyggede i stuen. Efter aftensmaden lå hun og kravlede rundt på sin far nede på legegulvet, og da jeg satte mig derned sammen med dem, kravlede hun ind i mellem også over på mig. Jeg er overbevist om, at hun kan mærke på mig, at jeg er mere afslappet med det nu, og ikke forsøger ‘at tage hende’ over til mig, fordi jeg er var så bange for afvisningen. Simpelthen stoppe med at være så ‘needy‘ (det ved vi jo alle sammen hvor belastende føles!). Det kan jeg kun anbefale! Det vil jeg forsøge at blive ved med. At lade hende være tryg med far uden frygt for, at jeg tager hende væk. Så kommer vi sikkert alle 3 meget nemmere igennem fasen.

Jeg håber at der sidder nogle derude som kan nå at læse indlægget før en sådan fase pludselig kommer. Jeg var i hvert fald slet ikke forberedt på, at det kunne ske så tidligt! Jeg har lovet en af mødrene at skrive ned til mig selv et sted  “Alt er en fase”, det skulle man klare mange kriser med 😉 Rådet er hermed givet videre!

Jeg lovet at der snart kommer et indlæg om pasning!

moderhjerte
Billedet er fra en hyggestund idag <3


Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *