Blogblues og hvorfor jeg ikke deler så meget for tiden

Den faste læser har nok bemærket at det har været lidt stille på bloggen. Der kommer stadig de sædvanlige kreative indlæg, men det er længe siden at jeg har åbnet op og skrevet et rigtig personligt indlæg. Det gør jeg på sin vis nu, men det er lidt sværere end det plejer.

Det skyldes nok en blanding af mange ting. Det er ved at være et lille år siden jeg startede i behandling for min efterfødselsreaktion. For et år siden sad jeg midt i orkanens øje og kunne hverken se frem eller tilbage. Selvom det er sket uendelig meget på det år og jeg er kommet helt vildt langt, så kan jeg alligevel godt mærke, at jeg ikke er 120% rask endnu. Forstået på den måde, at det ind i mellem bare kan virke som om, der ikke skal lige så meget til at jeg bliver lidt depri, som der skulle før i tiden. Jeg er på én og samme tid både svagere og stærkere end jeg var for et år siden. Det er en mærkelig følelse. Men jeg kan godt mærke, at nu hvor vi går mørkere, koldere, vådere tider i møde, påvirker det mit humør. Olivia vokser og trives og er noget af det gladeste væsen jeg kender – og det smitter helt vildt når jeg er sammen med hende, men nogle gange om aftenen når hun er kommet i seng, kan jeg godt mærke at jeg måske ikke er glad helt helt ind i maven.

Jeg har før skrevet et indlæg om at vi er meget pressede for tiden, og det er ikke blevet bedre. Rasmus har virkelig travlt på jobbet – sådan helt urealistisk meget i perioder, og sådan en periode har vi lige været inde i. Efter Olivia havde været hjemme en uge med skoldkopper, var jeg også kommet bagud på studiet. Så da efterårsferien ramte, tog jeg 2 dage i sommerhus alene for at indhente noget af det jeg manglede fra skolen. Det gjorde godt, men det betød også at jeg havde dårlig samvittighed over at tage væk fra Olivia, og jeg savnede hende sgu pisse meget! Her i slutningen af ferien har vi så alle 3 holdt fri sammen, da Rasmus også tog lidt ferie på jobbet, og det har været tiltrængt kan jeg mærke! Men nu hvor ferien går på held, kan jeg mærke den der tristhed komme snigende igen. Mandag er det tilbage til virkeligheden og en hverdag hvor vi alle 3 ser hinanden alt for lidt. Og selvom jeg trøster mig med at det er en periode dette semester, så har jeg svært ved at bære det mens det står på.

Jeg elsker at skrive her på bloggen, og den har hele tiden fungeret som en lufthul for mig. Bloggen er blevet mere og mere populær og for nyligt rundede den 50.000 besøg og 16.000 forskellige læsere der har været inde på bloggen siden jeg gik i luften i Januar. Det er virkelig vildt at vide at der er så mange der på den ene eller den anden måde læser med derude, men det gør også at jeg ind i mellem støder ind i knap så rare folk. Folk er begyndt at stjæle mine billeder og bruge dem i alle mulige situationer, hvor de udgiver sig for at have lavet mine ting. Det gør mig ked af det. At jeg ikke kan få lov til at dele mine billeder med jer her på bloggen, uden at folk skal misbruge det og ’stjæle’ mine billeder. For det er faktisk det der sker. Jeg ejer alle rettigheder til billederne og har ophavsretten, og alle der genbruger mine billeder nogle steder uden mit samtykke, bryder ophavsretsloven. Så enkelt er det. I følge loven og i mine øjne. Jeg har ind i mellem bevæget mig ud i en dialog med dem der har taget mine billeder, og det bliver ikke modtaget særlig pænt. Ej heller af dem der læser med og kommenterer uden at have fattet konteksten eller gidet læse hele samtalen. Jeg ved at jeg bare burde holde mig helt væk fra den slags facebook kommentarer, men de rammer mig alligevel et sted. For jeg føler altså at det er i orden at sige fra og at det er mine billeder. Jeg har altså en vis ejerfornemmelse over mine billeder og min blog – for jeg ejer den rent faktisk – og jeg har lagt et kæmpe stykke arbejde i både bloggen og mine billeder. Og bare fordi de er tilgængelige på google, er det altså stadig mine ejendele (sådan gælder det i øvrigt alle billeder på google, med mindre fotografen har afgivet rettighederne til billederne, ofte i form af stock-fotos eller lignende). En stor del af billederne optræder Olivia også på, og den stigende mængde ‘tyveri’ af billederne, har også fået mig til at genoverveje lidt de ting jeg lægger op – Igen, for det er skam noget jeg har tænkt over inden bloggen gik i luften.

Det var en lidt længere smøre om retten til mine billeder og de negative kommentarer det fører med sig, når jeg siger fra. Men alt i alt var det for at sige, at det også påvirker min lyst til at poste på bloggen. Jeg får lidt lyst til at trække mig sammen i mit skjold og lukke ned, så andre ikke tager og misbruger noget jeg selv har meget kært. Det påvirker mig at der er folk derude der læser med, som ikke nødvendigvis vil mig det bedste, og som samtidig tror at jeg har bloggen for at få læsere og tror de kan ramme mig ved ikke at besøge den. Det vil jeg gerne lige fastslå endnu engang ikke er tilfældet! Bloggen er MIT pusterum og for MIG. Jeg har mødt kommentarer som “jeg havde faktisk tænkt mig at gå ind på din blog og læse, men nu hvor jeg læser din kommentar, har jeg faktisk tænkt mig at lade være… karma.” Det gør altså ikke mig noget. Så meget går jeg altså ikke op i om folk kommer ind og læser. Jeg har ingen sponsorer eller reklamer – ergo tjener jeg altså ikke noget på dit besøg. I øvrigt fint – med din kommentar er jeg faktisk ganske sikker på at jeg IKKE ønsker dig inde på min blog. Jeg håber og tror fortsat på at de fleste af jer der læser med, gør det fordi I synes det er hyggeligt at følge vores liv, at I kan bruge mine oplevelser og erfaringer til noget og fordi I grundlæggende vil Olivia og jeg det godt. Og så må jeg øve mig i ikke at lade de negative kommentarer påvirke mig så meget som de gør lige pt.

Jeg håber at finde lysten og glæden ved at dele igen, så de få dårlige kommentarer ikke ødelægger alle de gode jeg jo også har fået gennem tiden. Men jeg vil ikke skrive påtvunget, hvis lysten ikke er der. Jeg gør hvad jeg gør bedst når jeg har det skidt, jeg hækler! – og det fortsætter jeg med. Så hvis der overvejende kommer flest kreative indlæg for en stund, så er det derfor.

Sidst, men slet ikke mindst, har vi måtte sige farvel til vores kat Isa. Det har længe været skidt herhjemme og hun har faktisk ikke haft det godt siden vi fik Olivia. Vi måtte til sidst indse at hun ikke havde det godt og viste mange tegn på stress, så vi ledte efter et nyt hjem til hende. Det har vi nu fundet, og for en uge siden kom Isas nye familie og hentede hende. Jeg har holdt tæt kontakt med dem og Isa har det godt. Hun er blevet mere og mere tryg og modig derhjemme. De har været så søde og sende flere videoer af hende og det glæder mig virkelig at se hende mere og mere som den gamle Isa igen. Men samtidig er der selvfølgelig en del af mig der savner hende helt vildt, og som er ked af at vi aldrig nåede dertil, hvor det var os der kunne tilbyde hende masser af plads, have og ro i huset. Men det kommer jo nok til at tage nogle år før vi ikke længere har små børn, og små børn går bare ikke så godt sammen med en så nervøs kat som hun til tider kunne være.

blogblues

Alt i alt en periode med lidt for få soltimer, lidt for lidt tid med dem jeg har kært og lidt for mange negative tanker.
Hvis du er nået helt hertil i teksten, så håber jeg du er en af de søde læsere 😉

Pas på hinanden til vi ses igen.

Ps. så oplever jeg at min blog er blevet gevaldig meget langsommere her på det seneste. Jeg har forsøgt og forsøgt at løse det, men uden held indtil nu. Jeg håber det bliver bedre igen!


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

3 thoughts on “Blogblues og hvorfor jeg ikke deler så meget for tiden

  1. Åh nej åh nej åh nej please ikke stop med at blogge!

    Din blog er en af to, jeg stadig følger fast, fordi den virkelig har noget at byde på! Jeg elsker dine kreative indlæg – de inspireret mig rigtig meget – og jeg synes, du har sådan nogle fine overvejelser om moderskabet. Kommenterer vist også ret ofte på dine ting – totalt stalker-agtig hehe

    Jeg kan virkelig genkende mig selv meget i dig, det er sikkert derfor bloggen rammer mig så godt. Jeg er selv kreativ og følsom, som det også virker som om, du er. Og så er jeg også en person, der gerne vil gøre tingene ordentligt og holde på min ret ligesom dig. Kan godt forstå, at du stejler over det med billederne – hvordan har du opdaget, at de blev brugt af andre? Det må da være svært at opdage. Du må sætte vandmærke på dem. Det er ikke kønt, men for os læsere gør det ikke noget, og så kan du måske have dem i fred.

    Håber du bliver ved med at blogge. Ville savne din blog ret meget, hvis den pludselig lukkede

    1. Tusind tak for din kommentar og undskyld mit sene svar! Jeg blev enormt glad for at læse din kommentar og jeg håber du stadig har lyst til at følge med derude selvom der har været radio silence i nogle måneder. Og jeg bliver altid glad for kommentarer – så bliv endelig ved 😉 Jeg synes jeg kan mærke at jeg er ved at finde lysten frem igen. Jeg har overstået semestret fra helvede og håber nu på at finde mere tid og overskud til de ting der giver mig glæde – og det gjorde det jo at blogge før 🙂 Stay tuned 😉

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *