Del 2: En Efterfødselsblødning

Dette er del 2 af min fødselsberetning og omhandler min efterfødselsblødning da jeg mistede for meget blod ved fødslen og røg akut på operationsbordet.

Læs del 1 af fødslen her.

ADVARSEL: Fødslen endte med at blive kompliceret og alvorlig, så læs ikke beretningen hvis du er bange for at føde. Heldigvis endte alting godt, så der er trods alt en happy ending.

Jeg ved allerede nu, at beretningen kommer til at være rigtig lang, og det vælger jeg at tillade at den bliver. For jeg tror det er vigtigt for mig at få skrevet alle de ting ned som jeg har behov for og på den måde få bearbejdet det. Som altid skriver jeg tingene som de er, ærlig og uden fingre i mellem.

Fornyligt havde jeg den mærkeligste drøm. Jeg drømte at jeg havde født en lille dreng og rendte rundt på gangene på Hvidovre Hospital helt alene med ham i armene, og forsøgte at finde en der ville hjælpe mig og være hos mig når jeg skulle føde moderkagen, så jeg ikke forblødte. Fuldstændig åndssvagt og urealistisk, men alligevel et meget godt billede på hvordan oplevelsen i sommers har sat sine spor i mig. I min underbevidsthed er det stadig livsfarligt at føde moderkagen. Så jeg tænkte, at det kunne være det var ved at være tid til også, at få bearbejdet oplevelsen i sommers, ved at skrive min fødselsberetning på bloggen.

..fortsat.

Jeg har lige født. Jeg ligger her med min lille baby på maven og Rasmus ved min side og er LYKKELIG og LETTET. Nu er det overstået, vi klarede det, jeg klarede det! Godt det er overstået!

Her burde fødslen være sluttet. Så havde alt været helt perfekt, for alt var bare forløbet så godt.

På et tidspunkt bliver stemningen trykket, og Bjørg bliver alvorlig. “Cecilia nu skal du ikke blive bange, men du bløder for meget, så vi er nødt til at få et akutteam ind”. Rasmus ser til mens jeg bliver ved med at bløde. Han har fortalt at det kar som de puttede kludene op i, begyndte at skvulpe over med blod. Bjørg trykker på en knap og pludselig vælter det ind med læger og sygeplejersker. Det virker kaotisk og samtidig kan Rasmus fortælle at det var så tydeligt at de alle havde en opgave, som de vidste at de skulle udføre. Det var en meget voldsom oplevelse, og pludselig bliver Olivia revet væk fra mig og over til Rasmus. “Smid trøjen, så hun kan ligge hud mod hud” siger de til ham. Jeg bliver rigtig ked af det. Det var ikke meningen at hun skulle væk fra mig endnu. Lægerne hiver og flår i mig. Der bliver lagt drop i begge hænder, taget blodprøver fra armen, og jeg får gentagne gange en stor kanyle hamret ned i låret hvor de giver mig noget medicin i håb om at få livmoderen til at trække sig sammen og dermed stoppe blødningen. Men de kan ikke få den stoppet. Jeg har nu mistet 1800 ml blod på blot et par minutter, og de er derfor nødt til akut at køre mig over på operationsgangen.

På vej ud, hører jeg Rasmus alvorligt sige til mig “Vi ses lige om lidt skat”. Jeg er bange, rigtig bange. For det er tydeligt at mærke alvoren. På et tidspunkt er det som om jeg er ved at glide væk. Jeg kan ikke beskrive det bedre end det. Og jeg hører en af dem sige, “Nu går hun i chok”. Hele vejen til operationsgangen kan jeg høre Bjørg sige: “Cecilia, du skal lige være med her, kig på mig, se på mig”. På et tidspunkt bliver jeg bange for om jeg skal dø. Hvor meget blod kan man egentlig tåle at miste? Da vi kommer over på operationsgangen får de ret hurtigt stoppet blødningen, og jeg endte med at miste lidt over 2 liter samlet. En efterfødselsblødning er når der er tale om mere end den halve liter, som man må bløde. Er det over en liter, bliver det betragtet som en alvorlig efterfødselsblødning. Efter de har fået stoppet blødningen er de nødt til at finde ud af hvorfor jeg blødte så meget som jeg gjorde, for at sikre sig at det ikke starter igen. De forsøger at lægge en rygmarvsbedøvelse på mig, men har rigtig svært ved det. De vil gerne undgå at skulle lægge mig i fuld narkose. Den første anæstesilæge giver det 3 forsøg og må så opgive, og den næste er 2 forsøg om det og så lykkes det endelig. Herefter laver de en udskrabning på mig for at sikre sig at der ikke sidder nogle rester af moderkagen, og sikre sig at jeg ikke bløder fra nogle store rifter et sted. Ingen af delene er gældende. Jeg kan ikke mærke nogen smerte, da jeg er bedøvet, men jeg kan alligevel godt fornemme at lægen har hele hånden oppe. Efter udskrabningen kommer overlægen på Hvidovre ned for at gå arbejdet efter og sikre sig at det virkelig ikke sidder noget. De må konkludere at jeg blødte fordi livmoderen ikke havde trukket sig sammen, og blodkarrene fra der hvor moderkagen havde siddet, stod helt åbne.

Alt dette kan jeg ikke huske. Kun glimt af det. Jeg har mange sorte huller fra tiden på operationsbordet. Men jeg har efterfølgende været til en samtale på Hvidovre hvor hullerne er blevet fyldt ud. Jeg kan huske at jeg begynder at ryste helt vildt, så de giver mig noget for at stoppe det, det får jeg så kvalme af, og så giver de mig noget for kvalmen. Jeg har efterfølgende været inde på sundhed.dk og læse min journal, og de har godt nok givet mig meget forskelligt. Bagefter gjorde det mig rigtig ked af det, for jeg havde jo altså lige gennemført hele fødslen uden noget som helst smertestillende!! (Spørg mig om jeg var stolt!). Det var sådan, at meget mod hvad de ellers gør, så tog Bjørg med mig over på operationsgangen. Hun vidste at jeg var rigtig bange, og vurderede at det var det rigtige at gøre. Normalt bliver de ellers tilbage hos far og baby. På et tidspunkt er Bjørg væk, og da hun kommer tilbage spørger jeg om der er nogen der har sagt til Rasmus, at jeg er okay. Det har hun været ovre og sige, og hun har også fået vejet og målt vores lille pige. Alt dette var jeg ikke med til, og jeg må nøjes med de billeder som Rasmus heldigvis huskede at tage.

efterfødselsblødning

Da jeg bliver kørt afsted, sidder Rasmus pludselig alene tilbage. Han beskriver det som at vi lige havde været i krig sammen, klaret det, alt var godt, og så væltede det ind med folk, og pludselig var de alle sammen væk igen. Inklusiv mig. Og tilbage sad han der med en lille ny baby i armene, var lige blevet far, og vidste ikke hvad der nu skulle ske eller hvor hans tanker skulle være. En voldsom oplevelse for ham også. Han tager min telefon og ringer til sin mor. Han havde brug for en at snakke med. Lisbeth, min søde svigermor, vidste godt at jeg skulle til samtale på Hvidovre den dag, og jeg havde lovet at give en update, så da hun ser mit nummer ringe tager hun den og siger “Hej Cecilia”. Rasmus svarer noget i stil med “Øh nej, det er mig mor, Cecilia har lige født, jeg sidder her med vores lille baby og Cecilia bløder for meget er lige blevet kørt væk”.

Efter “operationen” bliver jeg kørt ned på opvågningen og Bjørg fortæller mig at hun vil rende op og hente Rasmus og min lille datter. Da de kommer ned til mig er det et par timer siden at vi sidst så hinanden. Jeg er syg. Rigtig dårlig. Blodtabet har svækket mig mere end jeg nogensinde havde kunne forestille mig. Min krop er i undtagelsestilstand. Jeg er træt og svimmel. Jeg ligger og ryster, jeg er så træt og udkørt, men kan ikke finde ro. Olivia bliver lagt hos mig, men jeg har det underligt. Jeg har svært ved at finde ud af at hun er min. Svært ved at finde ud af at det var den samme lille baby som blev revet væk fra mit bryst før hverken hun eller jeg var klar til det. Jeg er træt og vil bare sove, men kan ikke.

Omkring midnat bliver vi kørt op på barselsgangen, som på Hvidovre er der man kommer hen når man er indlagt som patient hvis fødslen ikke er forløbet normalt. Ellers kommer man normalt på patienthotellet, som er etagen nedenunder. De efterfølgende dage var vi indlagt på Hvidovre, og blev først udskrevet om mandagen, 5 dage efter. Det skyldtes blandt andet at jeg fik en slem infektion mens vi var der. Mens vi var indlagt fik jeg nogle blodtransfusioner. Desværre er det ikke sådan at 2 liter ud og 2 liter ind betyder at alt er tilbage på normal. Kroppen skal selv omdanne det nye blod så den selv kan bruge det, og det tager mange uger at få blodprocenten op igen. Jeg fik 2 omgange af 500 ml, og nåede op på en blodprocent på knap 5% mens vi var indlagt. Den havde været nede på 3,5 % og skal normalt helst ligge mellem 7 og 10. Først efter 8-ugers undersøgelsen hos længe, var min blodprocent oppe på normal igen.

Den første tid følte jeg mig meget snydt. Jeg havde misset den første vigtige tid med Olivia, og dagene på hospitalet var jeg mest af alt patient og madmaskine. Rasmus, der med ét var blevet far med stort F, måtte tage sig af både Olivia og mig. Det første døgn lå jeg med kateter, og der gik mange dage før jeg kunne bevæge mig ud på toilettet uden hjælp. Der gik 10 dage før jeg havde kræfter til at stå selv og første gang skiftede en ble på Olivia. Der gik også 14 dage før jeg turde stå og holde hende alene i armene, uden frygt for at falde med hende. Det er stadig en sorg når jeg tænker tilbage på den første tid med Olivia. Det blev på ingen måde som jeg havde forestillet mig, for jeg var syg. Jeg kunne ingen af de ting jeg gerne ville, og som jeg havde forestillet mig at jeg skulle. Det var et tab jeg var nødt til at komme mig over.

efterfødselsblødning

14 dage efter fødslen tog jeg til en psykolog for at få bearbejdet hele oplevelsen. Det tror jeg var rigtig godt at jeg gjorde. Vi tog også begge to til en samtale med Bjørg på Hvidovre hvor vi fik snakket hele forløbet igennem. Jeg kan huske at hun dengang spurgte mig: “Hvad fylder mest, fødslen eller blodtabet?”. Jeg blev rigtig ked af det, og svarede “blodtabet”. Bjørg var selv så ked af det og ærgerlig over at en SÅ fantastisk fødsel var endt så skidt. Hun sagde til mig: “det her er et job, og vi gør det dag efter dag, igen og igen, men du Cecilia, du er en af dem man tager med hjem”. Fik jeg sagt igen, at Bjørg var den mest fantastiske jordemoder? (Indsæt selv uendelig mange hjerter her).

Sådan har jeg det heldigvis ikke idag. Blodtabet og hele oplevelsen fylder stadig utrolig meget inde i mig, men jeg er blevet afklaret med situationen og har fået bearbejdet meget af det. Dagen efter fødslen kom lægen på stuegang og sagde til mig “Det var godt du var hér, hvis du ikke havde været på hospitalet, så havde du ikke overlevet så meget som du blødte”. Det har helt sikkert påvirket mig at få at vide, men idag er det fødslen der får lov til at fylde, når jeg tænker tilbage på den dag. Til gengæld har jeg svært ved at skille tingene ad. Og jeg har svært ved at skelne mellem hvor dårlig man reelt er efter en fødsel, og hvor dårligt man har det efter et blodtab. For mig er det at føde, noget der gør en så voldsomt svag og syg, men det ved jeg godt med min fornuft at det er det ikke. Det var blodtabet der gjorde det. Men jeg ved stadig ikke hvordan det føles “bare” at have været igennem en fødslen. Når man ser på billederne fra lige da jeg har født Olivia inden det går galt, og billederne fra efter blodtabet, er der en verden til forskel. På det ene har jeg farve i ansigtet og ja jeg ser træt ud, men på en naturlig måde. På billederne efter blodtabet ligner jeg slet ikke mig selv. Jeg er så bleg at jeg nærmest ser grøn ud, og kontrasten til Rasmus er rigtig stor. Mine øjne er også unaturlig røde. Så på den måde ved jeg godt med min fornuft, at det er blodtabet der gjorde mig syg, og ikke fødslen.

efterfødselsblødning
Billedet efter fødslen. Det til venstre er før blodtabet, det til venstre er efter.

Når jeg ser tilbage på fødslen nu, så føler jeg mig bare sej! Jeg var kanon god til at føde, og jeg gjorde det helt uden smertestillende. Nøj det synes jeg selv er sejt! Og det er den vildeste oplevelse jeg nogensinde har fået lov til at prøve. Jeg ved at lægerne siger at jeg er i en øget risiko for at det samme vil ske igen, hvis jeg bliver gravid igen, men at de tager alle forholdsregler og gør sig helt klar til at håndtere situationen hvis det sker igen. Jeg vil også blive indkaldt til en samtale under min graviditet og blive tilbudt planlagt kejsersnit, hvis jeg er mere tryg ved det. Det er rart for mig at vide hvilke muligheder jeg har en anden gang.

Jeg ved at det er meget på mode at flere og flere kvinder føder hjemme. Det vil jeg nu aldrig nogensinde anbefale nogen, lige meget hvor fantastisk det er. Jeg er selv en af dem der før min fødsel havde tænkt, at jeg ved anden graviditet gerne ville prøve at føde hjemme, når jeg til den tid allerede vidste hvordan det foregår at føde. Jeg har altid tænkt at de er rigtig godt udstyret til at tage sig af babyen når den kommer ud hvis der er noget der går galt, men jeg har aldrig nogensinde overvejet at der kunne ske mig noget. Det ved jeg nu at der kan, og er lykkelig for at jeg var på hospitalet da det skete.

Det var min meget lange, og meget personlige fødselsberetning. Tak fordi I havde lyst til at læse med.

Hvis Bjørg nogensinde sidder derude og læser det her, så skal du vide at den måde hvorpå du var der for mig, var helt fantastisk. Selvom vores tid sammen var så kort, så betyder du uendelig meget for mig og min lille familie. Du var der i det største øjeblik af mit liv, og det kommer jeg aldrig til at glemme. Du er en fantastisk jordemoder. Tak kæreste Bjørg <3


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

6 thoughts on “Del 2: En Efterfødselsblødning

  1. Du er skide sej! 🙂 Det lyder som en fantastisk fødsel med en rigtig dum afslutning.

    Jeg oplevede selv at blive indskrevet på barselsgangen, fordi fødslen ikke sluttede, som den skulle. Her var det ikke mig, men min dreng den var galt med. Fordi jeg fødte lynhurtigt, blev han stresset og fik iltmangel og pludselig kom også børnelæge og afdelingsjordemoder ind på stuen, og han blev taget fra mig, før han blev lagt op på brystet, for at blive undersøgt. Først 6 timer efter fik vi svar på, at han ikke havde taget skade. Så jeg føler med dig – man vil bare gerne have sin baby hos sig lige efter fødslen.

    Efterfødselsforløbet har også fyldt (for) meget hos mig, men jeg prøver selv at udelade den del af fortællingen, når jeg fortæller om min fødslen nu i håb om at den vil gå i glemmebogen med tiden og det kun er selve fødslen, der fylder. Kan være det også kan hjælpe dig?

    Fra en mor til en anden: Hold fast i, at du er så sej og god til at føde! 🙂 Du kan med stolthed fortælle din datter om hendes vej til verden, når hun engang bliver gammel nok til at høre om den.

    Kh Helle

    1. Beklager slå-fejl! Skriver fra mobilen med min sovende søn i armene, så der slipper vist et par dumme fejl igennem 😀

    2. Åh tak! 🙂 Åh nej, det er altså forfærdeligt! Kan kun forestille mig hvor hårdt det må være ikke at vide om ens barn er okay! Jeg kan mærke at det stadig fylder rigtig meget, blodtabet altså. Men det er mest i frustration over ikke at kunne skille tingene ad, fordi blodtabet BLEV min første tid med baby, fordi jeg var SÅ syg. Olivia var 10 dage før jeg havde kræfter til at stå længe nok til at skifte en ble, og holde hende stående i armene uden at være bange for at falde med hende. Derfor er det for mig så utrolig svært at forestille mig og rigtig fornemme hvor “frisk” man egentlig godt kan være efter en fødsel. Det er det der går mig mest på. For jeg kom da selv op af vandet, og over på briksen osv, det ved jeg da. Så jeg ved jo det kan lade sig gøre når man ikke har så stort et blodtab, men i min krop er det stadig det andet scenarie der er virkelighed. At jeg ikke kunne skifte min datter de første 10 dage. At jeg missede alting i starten. Jeg prøver at fokusere på alt det positive ved det, og fokusere på det bånd som Rasmus og Olivia fik lov til at knytte fordi han måtte gøre alt. For mig har det været vigtigt at fortælle historien masser af gange og også til sidst skrive den her og lade alt det skræmmende blive fortalt så mange gange at det til sidst bliver ‘old news’. Simpelthen fordi jeg ikke ønsker at være bange en anden gang. Min store frygt er at jeg i pressefasen bliver bange for rent faktisk at føde babyen, fordi “hvad hvis det går galt igen”. Og jeg vil så nødigt modarbejde min krop. Derfor har jeg følt det var godt at få snakket meget om det, og også snakke med min jordemoder om mine muligheder en anden gang. Vished giver mig ro i sindet 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *