efterfødselsreaktion

En efterfødselsreaktion

Jeg er en af de mange kvinder der hvert år rammes af en efterfødselsreaktion, og jeg tør godt sige det. Jeg læste for nyligt på GAIA-Institutet’s hjemmeside at de i realiteten ikke ved hvor mange der rammes i Danmark. De skriver:

Forskning i udlandet (Norge, Sverige, England, USA) viser, at mellem hver 3. og hver 4. kvinder får en reaktion. En af grundene til, at vi ikke ved hvor mange det er, er at det er en skjult lidelse. Det er det, fordi det anfægter vores myter om moderskab. Moderskabet forventes at være en vidunderlig tid. Hvis den enkelte kvinde ikke oplever tiden efter fødslen som lykkelig, føler hun, at det er hende, der er noget galt med”.

Jeg er en af dem der blev ramt, og jeg tør godt sige det. Jeg sidder nu her på den anden side og kigger tilbage på forløbet. I slutningen af November gik jeg helt ned med flaget. Det kom lige da tingene endelig begyndte at blive bedre herhjemme. Jeg tror det var fordi jeg endelig havde tid til at mærke efter hvor hårdt det havde været. Vi begyndte deromkring at putte Olivia tidligere om aftenen med putteritual og pludselig var der voksentid om aftenen, og jeg stoppede op efter måneder i overlevelsestilstand. Det havde været et langt år med først en kompliceret graviditet med bækkenløsning, nyresten, moderkageløsning, indlæggelser på Hvidovre, sygemeldinger og utallige smerter. Så fulgte en voldsom efterfødselsblødning og akut på operationsbordet, efterfulgt af 5 dages indlæggelse på Hvidovre, infektioner, brystbetændelser, ammeproblemer, Olivia der fik kolik, jeg var stadig ikke smertefri i bækkenet – og jeg kunne jo blive ved. (Læs om min graviditet her).

Om natten kunne jeg ikke sove, jeg følte uro og følte mig voldsomt stresset. Jeg havde ikke kunne sove i flere måneder. Selv når Rasmus og Olivia lå og sov, lå jeg lysvågen, udkørt af træthed men uden evnen til at give slip og falde i søvn. Jeg havde flere gange været ved lægen omkring mine søvnproblemer, som foreslog at jeg startede på et antidepressiv, der kunne hjælpe mig med at sove, og samtidig ville have en positiv effekt på mit humør. Men det mente jeg ikke selv var nødvendigt. Da sundhedsplejersken engang i efteråret gennemgik en standard screening for efterfødselsreaktioner på Rasmus og jeg, scorede jeg også for højt, men jeg forklarede det med at der var jo en grund til det. “Selvfølgelig sidder jeg og græder rigtig tit, Olivia skriger jo hele dagen, det er jo naturligt nok og ikke tegn på at jeg er blevet syg”. Så da jeg endelig i November så sandheden i øjnene, kom det derfor ikke som nogen overraskelse for mine omgivelser. Da jeg sagde til min læge “jeg har det faktisk virkelig ikke særlig godt”, svarede hun roligt, “det ved jeg godt Cecilia”, og tilføjede at hun ikke havde kunne hjælpe mig før jeg selv var i stand til at tage imod hjælpen.

Indtil dette punkt havde jeg aldrig bedt om hjælp til noget med Olivia. Jeg havde en forestilling om at jeg skulle kunne klare det hele selv og være en eller anden form for super-mom, som man godt kan føle at “alle andre er”. Det var mit valg at få et barn, så jeg skulle også klare det selv. Så jeg kunne ikke tage imod hjælp når andre tilbød den, selvom jeg egentlig gerne ville.

Jeg har ikke fået en klassisk efterfødselsdepression, men noget lægerne kalder en belastningsreaktion. Man taler mere og mere om efterfødselsreaktioner (i forskellige former) end efterfødselsdepressioner. Mit var en belastningsreaktion. En reaktion på alt det jeg havde været igennem. Min krop og psyke kunne simpelthen ikke mere. Begge dele var blevet overbelastet. Forståeligt nok, men stadig svært at acceptere. Jeg har aldrig haft svært ved at rumme Olivia, aldrig haft det svært i min relation til hende, men mit forhold til mig selv derimod var ikke længere sundt. Jeg talte simpelthen ikke særlig pænt til mig selv indeni.

Jeg lå en nat og kunne igen ikke sove. Pludselig begyndte jeg at græde, og kunne ikke stoppe igen. Rasmus sov, og jeg ville ikke vække ham. Jeg var så ked af det, så træt, så udkørt og uden glæde i kroppen. Jeg lå med en kæmpe trang til at stå op, og bare køre langt langt væk og bare passe på mig selv. Bare et for en stund, bare være mig selv. Hver gang tanken kom, så fandt jeg “hammeren” frem og slog mig selv ovenihovedet med sætninger som “hvor er du bare en forfærdelig mor, at du kan finde på at tænke sådan”. Så jeg kæmpede med en masse følelser som jeg ikke tillod mig selv at føle. Jeg følte mig fanget. Følte mig så fanget i det jeg altid havde drømt om. Følte mig så utaknemmelig. Her havde jeg den dejligste unge, og en skøn mand, og drømte om bare at være mig selv. Bare lidt. Jeg ville gerne bede Rasmus om hjælp, men hvordan skulle jeg det, når jeg ikke engang kunne sige tingene højt?

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Til sidst tog jeg min telefon, og begyndte på en besked til min svigerinde Helene. Hun var tæt nok på til at jeg følte jeg kunne sige det til hende og vide hun ikke ville dømme mig, og alligevel ikke tæt nok på til at det var for svært. Og det var faktisk starten på at få hjælp. Næste morgen vidste Rasmus godt at der var noget galt, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at sige højt hvordan jeg havde det. Jeg endte med at vise ham beskeden til Helene. Det virker måske åndssvagt, men jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud af min mund. Og det er jo heller ikke så vigtigt hvordan jeg fik bedt om hjælpen, det vigtigste var bare at jeg gjorde det.

Rasmus var så forstående og rummelig, og sagde bare med det samme “Skat, jeg lover dig, at sådan har alle mødre følt det ind i mellem”. Det er sgu hårdt for alle mødre at blive mor, og når man så ovenikøbet har været igennem det vi har været igennem, så kan jeg godt selv se nu at det er naturligt nok. Men for pokker hvor er det svært at være den første der siger “engang i mellem ville jeg altså bare lige ønske at jeg var mig selv”. Det er så stor en omvæltning at blive mor, at gå fra at være sig selv, til pludselig aldrig at være alene og altid have en baby hængende på sig. Jeg over mega elsker Olivia, men jeg tillader mig selv nu at tænke at det også er okay at savne lidt tid for mig selv ind i mellem, at det ikke betyder at jeg ikke vil have hende her. Alle de mødre jeg sidenhen har snakket med, indrømmer også at sådan føler man ind i mellem, det er bare svært at være den første der siger “hey det er sgu hårdt”.

Rasmus har virkelig været min aller største støtte og klippe i alt det her. En mere rummelig, kærlig, forstående og hjælpsom mand skal man lede længe efter. Rasmus hjalp mig med alt det han kunne med Olivia, samtidig med at han til nytår blev forfremmet som Manager på arbejdet og ikke ligefrem fik mindre travlt der. I en rigtig lang periode overtog Rasmus nætterne så jeg kunne sove og bedre klare dagene med Olivia. Det er jeg utrolig taknemmelig for. Det antidepressiv som lægen startede mig op på har også gjort, at jeg sover bedre om natten, og det gør en verden til forskel at få noget søvn. Jeg tog til psykolog et par gange og fik snakket om mine forventninger til mig selv som mor og om at klare hele verden selv. Og så lavede jeg en aftale med Rasmus stedfar om at han kom ind hver fredag og passede Olivia mens jeg tog til Pilates Efterfødselstræning alene.

Pilates varede 10 uger, og efterhånden som ugerne gik, fik jeg det bedre og bedre, og nu her 4 måneder efter den nat, har jeg det virkelig rigtig godt. Jeg er glad, har fået mit gode humør tilbage, har fået energi igen og kan kigge på en dejlig, sund, glad og aktiv pige på knap 8 måneder som vi virkelig kan være stolte af begge to. Den her periode med Olivia og Rasmus har virkelig fået mig til at indse at Rasmus og jeg er et team. Et team der skal få det til at fungere sammen.

Bloggen lancerede jeg i Januar, og var et led i processen for at få det bedre. Det var noget jeg kunne mærke kunne hjælpe mig igennem det hele. Et pusterum til at skrive når tingene blev hårde. På det tidspunkt følte jeg mig ikke helt klar til at dele min situation, men det gør jeg nu.

Igen er mit formål at sætte fokus på at man ikke må føle sig forkert, og at man ikke står alene med det. Jeg håber at der sidder nogen derude som kan bruge min historie til noget. Måske sidder der nogen og har brug for en hjælpende hånd, og som måske kan bruge historien til at få modet til at bede om det.

Tak fordi I ville læse min historie, som har været rart at få skrevet.


3 Comments

  • Laila F.

    Hvor er du modig og stærk. Tak for læsningen. Jeg er en af de (nye) mødre, som havde brug for at læse netop dette. Tak. Af hjertet tak.

    • chbollin

      Åh af hjertet selv tak for at du kommenterer og lader mig vide at du har kunne bruge indlægget til noget. Det rammer mig lige i hjertekuglen, for det er netop det jeg ønsker med at skrive offentligt om det. At hjælpe nogen jeg ellers ikke ville have nået. Det er pisse hamrende hårdt at blive mor – og det er alt for tabubelagt i denne “Instagram-tid” vi lever i. Hvis du har brug for en at skrive med om noget af det, så skal du være meget velkommen til at skrive en privatbesked på facebook eller lignende. Jeg hjælper gerne hvis jeg kan. For selvom vi er kommet igennem meget af det hårde, så er det stadig drønhårdt til tider og jeg kan godt huske hvordan det føltes at stå midt i det. Og jeg drømmer mig stadig ind i mellem til en seng på en øde ø med uanede mængder søvn og mig-tid! Og så gør den her årstid altså heller ikke noget godt for nogen 😉

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *