Flere tanker fra et delebarn

For et år siden skrev jeg et indlæg med tanker fra et delebarn. Om de tanker det satte igang i mig at Olivia allerede da var ældre end både Rasmus og jeg var, da vores forældre gik fra hinanden. Om hvad det for mig som delebarn har betydet altid at skulle undvære den ene forældre, og hvor glad jeg er for at Olivia ikke lever et liv hvor hun skal balancere to verdner, to hverdage, to liv. Indlægget handlede også om tankerne om hvordan det på en eller anden måde også føles som ukendt territorium for Rasmus og jeg, det der med en mor og far der bor sammen og har barnet sammen, for det har vi aldrig prøvet på den anden side af det første leveår.

Og det ukendte land er nu blot blevet større af at vi nu venter endnu et barn sammen.
Det er for os, i sig selv, vildt nok at Olivia nu er 2,5 år og stadig bor med både sin mor og far. Men endnu vildere er det at vores to børn kommer til at have de samme to forældre. Det føles temmelig vildt for et delebarn, der både tæller Rasmus og jeg. Vi var begge det eneste barn af begge forældre, og som rejste frem og tilbage alene. Med det i bagagen glæder jeg mig over, at de to nu kommer til at have hinanden. For lige meget hvad der så skulle ske med Rasmus og jeg, så har Olivia og lillebror nu hinanden at følges med – også selvom de en dag skulle blive delebørn.

Det gør mig temmelig lykkelig <3


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *