Livet Som Flaskemor

Min rejse fra mislykket amning og alle bekymringerne undervejs til et gladere liv som flaskemor. For mig var amningen aldrig et valg. Hvis jeg kunne amme, så skulle jeg, og selv hvis jeg ikke kunne, så skulle jeg da alligevel. Kvinderne omkring mig og i min familie har altid ammet, og amning var en selvfølge når man havde fået en lille baby. Det var det jeg sagde til mig selv indeni. Rasmus var også stor fortaler for at Olivia skulle ammes, så det var det mest naturlige, og tanken om at hun ikke skulle ammes, strejfede mig slet ikke. Jeg havde før fødslen forberedt mig på at amning kan være et helvede at få op og køre, men jeg var fast besluttet på at det skulle vi nok klare. Da jeg i forbindelse med fødslen fik et stort blodtab på lidt over 2 liter, lod mælken efterfølgende vente på sig. Når kroppen er så afkræftet og med så lav en blodprocent er mælken simpelthen det nemmeste at skære fra. Jeg var derfor kampstolt da mælken løb til på dag 5!

Olivia var fra start af naturtalent til at tage brystet. Fra første øjeblik sugede hun sig fast og suttede som om hun aldrig havde prøvet andet. Vi var kun lige kommet op på barselsgangen før sygeplejersken sagde, at aldrig i de 11 år hun havde arbejdet som sygeplejerske, havde hun set et barn være så god til at tage fat fra første øjeblik. Stoltheden voksede i hele min krop. Min lille pige var allerede dygtig og hun var kun lige blevet født. Dagene gik og Olivia var dygtig til at spise. På grund af min indlæggelse var det at ligge ned og amme det der fungerede bedst – det var det vi begge to kendte. Da vi kom hjem fra hospitalet efter 5 dage begyndte jeg langsomt at lære at få hende til at tage fat i andre stillinger, hvilket var en større udfordring end jeg havde forestillet mig. Men med et år på barsel foran mig, skulle jeg jo lære at sidde op og amme. Ugerne gik og Olivia tog dejlig meget på. Jeg blev stolt når jeg så på hende. Det var mig. Det var min mælk der holdt Olivia i live og fik hende til at være sund og rund. Men, amning var et helvede. Det gjorde konstant ondt og jeg sad ofte med tårerne trillende ned af kinderne når vi ammede. Men det havde jeg hørt om før, så jeg bed det i mig.

Da der var gået 6 uger og smerterne stadig var lige slemme tog jeg kontakt til min sundhedsplejerske og bad hende tjekke Olivias sutteteknik igen. Den fejlede ingenting. Efter 8 ugers smerte, 2 gange brystbetændelse, fejlbehandling for svamp og med en mor der snart ikke kunne mere, opdagede jeg pludselig en dag at min brystvorte blev helt lilla. Hov! Hvad var nu det? Jeg tog straks et billede og viste til sundhedsplejersken. Det viste sig at jeg led af en meget sjælden sygdom der hedder Raynauds Syndrom. Selve syndromet er ikke så sjældent og bliver også kaldet ‘hvide fingre’ da folk ofte har det i fingrene, men meget sjældent kan man få det i brystvorterne. Syndromet går ud på at blodtilførslen bliver lukket af. Det skete hver gang min mælk løb og Olivia tog fat. Det resulterede i at hun hver gang rev dem i stykker, og det gav igen risiko for bakterier og brystbetændelse. Lægen startede mig op på noget medicin der hedder Nifedipine som skulle hjælpe på anfaldene. Det gjorde det også i en vis grad, men ikke nok, og resten skulle jeg aflaste med ammebrikker. Yderligere 5 uger gik og Olivia var nu 13 uger gammel. Jeg havde stadig iturevne brystvorter og havde haft brystbetændelse 4 gange, og på grund af ammebrikkerne var min mælkeproduktion langsomt dalet. Olivia skreg fuldstændig hysterisk når mælken ikke ville løbe, og hun kunne ikke forstå hvorfor den ikke kom. Jo mere jeg panikkede over den manglende mælk, desto værre blev det og desto langsommere løb mælken. Jeg sad grædende og følte mig som en mislykket mor der ikke kunne amme mit barn ordentligt, og jeg syntes det var så synd for Olivia at hun skulle kæmpe SÅ hårdt for det. Men det var også synd for hendes mor at hun også skulle kæmpe SÅ hårdt for det.

Det havde efterhånden længe været på tale at jeg måske skulle droppe amningen, og nu var jeg ved at være mør nok. Jeg kunne simpelthen se at jeg ikke længere producerede nok mælk, så vi var nødt til at supplere med modermælkserstatning ind i mellem. Jeg tog endnu engang kontakt til fagfolkene omkring mig og fik styr på det praktiske omkring skiftet til flaske, men jeg var ødelagt indeni. Jeg var så ked af det og tankerne om hvordan det mon ville påvirke Olivia på længere sigt, var nærmest altoverdøvende. Citater om risiko for vægtproblemer som voksen, oftere syg, og den nærhed mellem mor og barn som amningen gav, som jeg nu ville miste, rungede i mit hoved. For amningen var jo nu engang bedst for barnet, det havde jeg jo fået fortalt så mange gange. Jeg havde nok lige så mange gange fået fortalt at en glad mor også er det bedste for barnet, og at modermælkserstatningerne idag er så gode, nogen argumenterer endda for at det er bedre fordi modermælken ikke bliver påvirket af de farlige stoffer moderen bliver udsat for. Men jeg kunne ikke høre dem. Samtidig fyldte det også at flasker var mere besværligt og dyrere med erstatning når nu jeg selv kunne producere mælk. Omvendt kunne Rasmus hjælpe noget mere med flaske. Tankerne kørte rundt. Senere samme eftermiddag tog jeg til åbent hus hos sundhedsplejen og fik målt og vejet Olivia og opdagede at hun ikke længere tog det på som hun skulle. Nu var det pludselig ikke længere det bedste for Olivia at blive ammet, og først der kunne jeg rigtig høre hvad alle havde sagt til mig. Jeg blev klar til at skifte, men frygten sad stadig i mig. Hvorfor var jeg så bange for at skifte til flaske?

Jeg endte med at skrive et oplæg på facebook omkring mine tanker og pludselig åbnede sig en verden af flaskebørn, mange som jeg har kendt det meste af mit liv, og som da på ingen måde har taget skade af at have fået flaske. Jeg anede ikke at der var så mange flaskebørn i min omgangskreds. Efter en snak med min søde svigermor fandt jeg også ud af at Rasmus også selv havde fået flaske fra han var 3 måneder. Det var jo noget pjat alt det jeg havde bildt mig selv ind. Jeg vidste bare ikke bedre. Søde Sanne fra min mødregruppe havde haft et blad med til mig fra Vores Børn der hed ‘en god mor giver flaske’, den satte jeg mig ned og læste, og stille og roligt blev jeg mere og mere afklaret med at det skulle være flaske Olivia skulle have.

Skiftet til flaske var nemt. Olivia elsker sin flaske og har altid gjort det. Hun elsker at mælken kommer med det samme og at der er mad nok. Hun bliver mæt hver gang. Kun et par enkelte gange har hun søgt hos mig og jeg er blevet ked af det, men ellers blev hun vant til flasken utrolig hurtigt. Da Olivia allerede var 13 uger var der allerede godt styr på hendes mave og vi nærmede os de 4 mdr. hvor vi ikke længere behøvede at koge vandet. For at gøre det nemmere for os om natten vænnede jeg Olivia til at tage flasken ved stuetemperatur, og gik derfor langsomt en grad ned pr. flaske. Det har gjort det meget nemmere at vi ikke skal op og varme flasker om natten. Vi har bare vand og opmålt pulver med ind og blander det lige inden hun får det.

Olivia vokser, er sund og glad og har endnu ikke været syg. Alle de bekymringer jeg kunne have sparet mig selv for. Jeg selv er blevet en gladere mor, som ikke længere har smerter, og som kan nyde at have en lukket kjole på uden at skulle tænke på om jeg kan komme til brysterne i den. De små ting der igen får mig til at føle mig som en kvinde og den gamle Cecilia inde bag ved som ikke kun er MOR. Jeg betragter stadig mig selv som værende pro-amning, men hvis vi får et barn til og amningen ikke er det rigtige, så vil det ikke være svært for mig at skifte til flaske igen. Flaske er mindst lige så godt, og det var mig der havde svært ved at lægge amningen på hylden, ikke Olivia.

Jeg tænker tit på alle de tanker jeg gjorde mig om flaske før vi skiftede, og de tanker jeg også ind i mellem tænkte når jeg så en mor hive en flaske frem. Men jeg har virkelig lært at man ikke skal dømme en anden mor. Du kender ikke hendes historie. Det er hendes valg. Hendes baby. Hendes liv. Hendes bryster. Det tænker jeg tit. Når jeg går forbi en mor hvis baby græder i barnevognen tænker jeg tit at jeg ikke kender hendes historie. Før i tiden kunne jeg godt tænke ‘hvorfor tager hun ikke barnet op?’, lige indtil jeg selv blev mor og en dag selv stod i køen i H&M med en vrælende overtræt Olivia i barnevognen som bare ikke ville sove. Nogen ville måske undre sig over at jeg ikke tog hende op, men jeg vidste at hun var overtræt og kender Olivia godt nok til at vide at tager jeg hende op der, så bryder hun helt sammen, for hun er for træt til at overskue verden. Det bedste jeg kunne gøre var at prøve at hjælpe hende i søvn nede i barnevognen. Det at blive mor har ændret mig. En mor ved hvad der er bedst for hendes barn. Jeg ved hvad der er bedst for Olivia. Jeg er nu meget påpasselig med at dømme en anden mor. Jeg kender ikke hendes historie.

Tak fordi I ville læse med i min meget personlige beretning om skiftet til flaske.


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

One thought on “Livet Som Flaskemor

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *