Madshow der sviner – findes der ikke en bedre løsning?

Jeg er så træt af mad på alt hvad Olivia kommer i nærheden af under måltiderne. Det er alle vegne. Jeg selv er smurt ind i grød eller mos på både bukser og bluse, og sidder med en stofble på skødet som jeg jævnligt tørrer fingre i. Olivia er en lille stædig ‘kan selv, vil selv‘ unge i en alder af 6 måneder, og det sviner! Rasmus er den herhjemme, som ikke er glad for fingermad, så jeg troede det var ham, der ville få et problem, når Olivia skulle på grød og mos, men til min store overraskelse er det mig.

Da vi startede på grød da Olivia var 4,5 måned, gik det fint med at vi madede hende med skeen, men efter 3 uger var det pludselig slut. Sådan helt slut. Olivia nægtede at spise. Vi havde nok fået presset hende, og nu ville hun ikke være med længere. Sundhedsplejersken bad os have is i maven, fortsat tilbyde hende grød eller mos 3 gange dagligt og se hvad der skete. Men da Olivia til sidst ikke havde spist i en uge (og stadig kun fået de 3 flasker i døgnet), måtte vi indse at det kom ikke til at ske. Planen var derfor helt at stoppe med grød i 3-4 dage hvor hun fik flasker døgnet rundt, herefter lade hende sidde alene med hænderne i grøden ved 3 måltider i et par dage, for derefter at begynde at tilbyde med ske igen. Det virkede! Så ville damen spise.

grød

Her 3 uger efter, er den eneste måde hvorpå hun vil spise, at hun har en ske, og vi har en ske. Vi putter mad på hendes ske, som hun så selv putter i munden, og ind i mellem får hun også en skefuld fra os. Men ungen vil selv. Det giver visse udfordringer når vi er ude, da hun ikke vil sidde på skødet og spise, men vil sidde selv i højstol og fedte rundt med det. Hvis vi prøver om vi kan “slippe”, så nægter hun at spise – og jeg skal ikke nyde noget af at presse hende igen.

Men ellers virker det jo egentlig ganske okay, hun får jo noget at spise. MEN det sviner helt vildt, og jeg føler at alle mine dage går med at lave grød, give Olivia mad, så vaske bord, stol, Olivia, mig selv, gulvet og hvor hun ellers har ramt, lægge stofbleer, hagesmække, tøj m.m. i blød – og så forfra! Her til aften forsøgte vi med spaghetti kødsovs til hende – det røde stads sviner jo endnu mere. Nu har hun kødsovs langt op af begge MarMar ærmer – og det går mig mere på end det burde. Skal alt virkelig lægges blød hver aften? Findes der ikke et eller andet genialt trick jeg bare ikke kender til? I starten havde hun disse hagesmække på fra IKEA, men de er ikke vandtætte (SÅ dumt designet!). Nu får hun ærmerne smøget op, og nærmest regntøj på i form af denne hagesmæk fra CelaVi med ærmer, men alligevel er det alle vegne når hun er færdig!

Suk suk suk fra en mor, der har mere svært ved det her madcirkus, end hun havde regnet med.


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *