Olivias reaktion på flytningen

Så er vi kommet igennem flytningen og ud på den anden side, hvor vi nu er begyndt bare at leve og trives i vores nye omgivelser. Efter lang en følelsesmæssig rutsjetur omkring køb af huset, overtog vi endelig nøglerne 1. april. Herefter fulgte en rimelig hård og intens periode hvor vi lagde alle kræfter ind for at komme på plads hurtigst muligt, og vi er nu kommet ind i en rytme, hvor vi bare er faldet 100% til i vores nye hjem. Vi har begge fra dag et følt os helt hjemme og med en mavefornemmelse, der bare var helt rigtig. De af jer som følger med på Instagram, ved også at vi trives her og nyder det til fulde med haven og terrassen.

Faktisk har det for både Rasmus og jeg været overraskende nemt. Altså det her med at falde til. Det er som om, at vi bare er dumpet ned og fortsat vores liv her med lidt mere plads, lidt mere lys og meget mere glæde. For os var det her virkelig HUSET, og med den meget lange overtagelsesperiode og de lange vintermåneder i den lille lejlighed på Hannovergade, var vi SÅ klar til at flytte.

Med hvad så med Olivia? Det har været svært for os helt at gennemskue, hvor meget hun egentlig har kunne forstå undervejs i processen. De første par dage når vi kom herhjem og sagde: her bor vi, svarede hun prompte: nej. Den første uge eller to fór hun forvirret rundt fra rum til rum og kaldte moarfaar og kunne ikke finde os. At råbe jeg er inde i stuen eller jeg er inde på kontoret, hjalp meget lidt. Hun anede simpelthen ikke hvilke rum hvor, der havde hvilket navn. Det tog noget tid. Jeg tror ærlig talt, at hun tænkte “her er egentlig meget rart at være, og dejligt med et værelse der er mit – men gad vide hvornår vi skal hjem?“.

Nu her knap 6 uger efter vi flyttede, tænkte jeg, at hun er ved at være faldet til. Hun kender rummene – ved hvor alting er og hvor man bedst muligt laver ballade. Hun kender rutinerne, og genkender huset når vi triller ind med cyklen og siger glad det’ lige haven, når hun ser vores have. Men så her i fredags startede helvede. Og jeg mener virkelig helvede. Olivia begyndte at fylde helt utrolig voldsomt meget med uanede mængder gråd og utallige nedsmeltninger. Over ingenting. Og alting. Fra morgen til aften mere eller mindre. Store bededagsferien var derfor meget lidt hyggelig og mandag eftermiddag ringede de da også fra Olivias vuggestue og sagde sådan indirekte, at hun var helt ude og skide. Jeg kunne tydeligt høre hende overdøve samtalen i baggrunden med samme hysteriske nedsmeltninger, som jeg genkendte herhjemmefra. Og sådan er hun altså generelt ikke. Bevares hun er hysterisk, temperamentsfuld, viljestærk, stædig og lidt af en divaolivia, men hun er også en glad, smilende, fjollende, drillende, fræk og glad tøs, med det ene smilehul fast placeret på den venstre kind. Og når hendes nedsmeltninger kommer, så er det oftest hurtigt overstået. Det var derfor ikke lige en Olivia, de kunne genkende. Jeg snakkede med pædagogerne på stuen om det, og vi kom frem til, at det muligvis var en forsinket reaktion på flytningen. At små børn ofte er længere tid om at reagere på den slags, og nu hvor der egentlig er kommet ro på, så kommer reaktionen nok. At det hele måske alligevel har været lidt for meget i en periode, når man kun er 21 måneder gammel.

Havde du spurgt mig for et par dage siden, om hun forstår, at det er her vi bor, og at lejligheden mere eller mindre er glemt, så havde jeg svaret ja. For hun er så lille, der er så meget fart på hende, og nu har vi boet her i 1,5 måned. Men mandag morgen tog Rasmus som sædvanlig ind til Amagerbro for at aflevere Olivia i vuggestuen. Normalt tager de bussen mere eller mindre direkte til vuggestuen, men denne morgen tog de i stedet en anden bus til Amagerbro st. Dem som kender stationen, kender også den iøjenfaldende meget letgenkendelige gule mur, der ligger ud til Nordlandsgade. Her har vi trasket frem og tilbage hundredevis, nej tusindvis af gange i barnevogn både under og efter barsel, da vi boede på gaden ved siden af. Men vi har ikke været der med Olivia siden vi flyttede. Denne morgen, da Rasmus og Olivia går forbi, kigger hun på muren og udbryder glad “hjeeemmeee“.

Den havde jeg slet ikke set komme. Det kom bag på både Rasmus og jeg. At hun var SÅ bevidst om, hvor de var og hvad det betød, at være i det område. Jeg har det på helt samme måde, når vi kommer til Amagerbro. Hjemme. Fuldstændig. Og det kommer til at tage lang tid, før det ikke føles sådan mere. Men jeg havde ikke regnet med, at det også sad så dybt i Olivia. Og jeg skal da også ind i mellem tage mig sammen for ikke at få en klump i halsen over, at vi har sagt farvel til det hjem, hvor vi startede familie sammen. Hvor vi boede da jeg blev gravid, da Rasmus friede, da vi blev gift, og da vi kom hjem fra hospitalet med Olivia. For det er da specielt. Det var der vi lærte vores nye liv som tre at kende, og det vil det altid være. Også selvom vi på flere niveauer var vokset fra lejligheden. Vi har i forbindelse med flytningen skrevet Olivia op til vuggestue her i Tårnby, men da der er 10-12 måneders venteliste på en vuggestueplads her i kommune, har det lange udsigter. Så vi er forbi Amagerbro hver morgen og eftermiddag, og det hjælper på en eller anden måde til langsomt at give slip, uden at have forladt det helt endnu. Nu håber vi bare at Olivias reaktion på flytningen snart er ovre, og at det vender lidt igen. Vi har skåret ned for aktiviteterne og vælger vores kampe med omhu, og så redder det mig ofte at tænke og huske på at alt er en fase.

This too shall pass.

Ps. vi har for et par uger siden haft en spændende forældremøde i Olivias institution (hvor jeg sidder i forældrerådet), hvor vi havde et oplæg om det at være en tydelig voksen. Om ikke at pakke sine krav ind i spørgsmål. Mega spændende, og vi falder i hvert fald gang på gang i fælden herhjemme. Det har jeg en masse tanker omkring, som jeg tænker der nok skal blive et indlæg ud af snart. Stay tuned 😉


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *