Så sidder jeg her igen

Så sidder jeg her igen. Det er nærmest gået hen og blevet en fast tradition. En tradition jeg forsøger at finde hyggelig, men som jeg bestemt ikke kommer til at savne, når jeg til september bliver færdig som cand.it. Jeg er nemlig taget op i min bonusfars sommerhus et par dage, for intensivt at fordybe mig i opgaveskrivning. Det betyder samtidig at Rasmus er 100% på på hjemmefronten og står for både aflevering og afhentning af Olivia det meste af ugen. Men det fungerer nu meget godt. Det er en hård periode for alle parter, men den bedste løsning når vi når hertil. Det er nu 3. gang jeg gør det, efter at vi har fået Olivia.

At være blevet mor mens jeg er studerende, gør at jeg i højere grad har brug for at holde fri, når jeg holder fri. At jeg skal være til stede i fritiden, når den er der. At Olivia kan mærke, at nu er vi sammen, og at mor ikke konstant er fraværende, fordi der er opgaver og andre studieting der presser på. Jeg ved ikke helt om det altid lykkes, men jeg forsøger i hvert fald. Sidste semester var lidt af et helvede at komme igennem, og på dette semester har jeg derfor taget et aktivt valg om, at jeg holder fri i weekenderne. Helt fri. Ingen skole. Med mindre det er absolut nødvendigt. Rasmus forsøger at gøre det samme med arbejdet, og arbejder rigtig meget ekstra på hverdagsaftener, for at vi sammen kan holde weekend alle 3. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser, og det er så dem jeg mærker nu.

For nu sidder jeg her og skal spytte en rapport ud på ingen tid. For det er med at være effektiv, når man har sådan nogle intensive dage uforstyrret på den her måde. Jeg har deadline den 15. maj, men da jeg er kommet bagud med mit speciale (som jeg laver sideløbende), så er jeg nødt til at få denne opgave ud af verden nu.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke har prioriteret dette kursus aller højest på dette semester. Olivia, speciale og arbejde har simpelthen stået højere oppe på listen. Og sådan må det bare være. Nu sidder jeg her første aften i sommerhuset og er træt og savner min unge. Mit hoved kan ikke rigtig rumme flere informationer for idag, men jeg føler ikke sådan rigtig at jeg er kommet nogle vegne. Jeg har lidt svært ved at danne mig det store overblik over den case jeg har valgt – men fastholder at den er spændende at arbejde med – tror jeg nok. Jeg er også ved at drukne i retoriske begreber af Aristoteles, Isokrates og andre oldgræske retorikere, som jeg åbenbart ikke kan undgå at have stævnemøder med i disse dage, når jeg beskæftiger mig med Strategisk Kommunikation. Det er en klassisk (for mig) hade-opgave med ren teoretisk analyse af en case, uden egentlig empiriindsamling – og dem hader jeg!

Jeg har som sædvanlig på dette tidspunkt voldsomt svært ved at danne mig et ordentligt overblik over pensum og nå at læse det relevante. Med andre ord, jeg panikker og opgiver lidt lige nu. Med en ked af det følelse og ingen tro på at det nogensinde skal blive til en opgave – let alone a good one. Der er fortsat ikke skrevet noget konkret på papiret, og skøjter rundt i begreber og vinkler på opgaven.

Jeg forsøger at berolige mig selv med, at det er lige meget, at det nok skal gå, og at det ikke betyder noget at få en god karakter i et fag jeg ikke har prioriteret, bare jeg består. Lige nu er jeg bare i tvivl om, hvordan jeg skal nå dertil. Altså bare bestå. Med andre ord: Alt er præcis som det plejer at være på nuværende tidspunkt.

Det forsøger jeg at finde en smule comfort i, for så ved jeg nemlig, at det nok gå alt sammen, hvis alt er som det plejer. Det gør det på en eller anden nemlig måde altid.


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *