Tid med min datter er faktisk også vigtigt

Puh. Med risiko for at lyde som ét langt suk, skriver jeg dette indlæg alligevel. For det har jeg egentlig brug for.

Jeg skal da lige love for at i august ramte hverdagen os som mod en mur med 200 km i timen. Jeg kan godt mærke på mit energiniveau på studiet, at jeg er blevet mor siden jeg sidst var studerende. Jeg kunne altid sidde om aftenen og langt ud på natten og lave opgaver. Det kan jeg ikke mere. På ingen måde. Jeg er færdig når vi når aften. Når dagen altid, hver dag, også weekender starter mellem 5:30 og 7:00, så er det altså ikke det samme som at kunne sove til man skal afsted til en sen forelæsning eller kunne sove dejlig længe i weekenderne. Derudover bruger jeg meget mere energi når jeg er vågen. Jeg er en servicemaskine for et andet menneske, fra jeg slår øjnene op til jeg går i seng. Noget man slet ikke kan forestille sig før man selv bliver mor. At være mor er et fuldtidsjob, med nattevagter og meget få pauser. Jeg er helt færdig om aftenen når Olivia er lagt i seng og jeg har taget mig af hende på begge sider af enten studiet eller jobbet.

Jeg har jo hele tiden vidst at det ville blive sådan. At min tid som studerende, hvor jeg kunne vende mit døgn i opgaveskrivningperioderne og arbejdede til 4-5 om morgenen og sove til 12, var forbi. Men kontrasten mellem mit gamle ’studie-jeg’ og mit nuværende ’studie-jeg’, er blevet meget tydelig efter jeg er kommet tilbage på studiet. Det skyldes ganske enkelt at de andre studerende stadig er – eller kan være – som mit gamle ’studie-jeg’. De har mulighed for i højere grad selv at bestemme deres studiestil og strukturere deres hverdag, og det giver nogle udfordringer i form af de gruppeprojekter vi har. Jeg siger ikke, at der ikke er andre på mit hold, der har børn, men der er godt nok langt imellem dem hvis der er, og jeg er i hvert fald ikke kommet i gruppe med nogle med børn. Deres liv er bare virkelig anderledes end mit, og ser længselsfuldt efter hvor meget mig-tid der er hos de andre studerende.

Det bliver heller ikke bedre af, at jeg kører med ekstra meget studieaktivitet dette semester og igen til foråret på grund af mine sygemeldinger under graviditeten. De rammer mig godt nok nu – igen. Derudover har jeg selvfølgelig også stadig mit studiejob, som er vigtig for vores økonomi, men som også er vigtig for mit CV når jeg bliver færdig. Og oveni fuldtids kandidatstudie og studiejob kommer al den helvedes masse gruppearbejde som ITU bygger på – og så læsning og specialeforberedelse og ugentlige obligatoriske afleveringer. Seriøst. Hvor hulen skal der være tid til Olivia? Jeg kan ikke nøjes med at bruge den tid som andre går på arbejde i. Der er masser der skal laves om aftenerne og i weekenderne og det er et stort logistisk arbejde at få det hele til at gå op når jeg skal mødes med 3 forskellige grupper. I weekenden blev det simpelthen så tydeligt. Vi havde endelig fri alle 3 samtidig, men jeg sad og lavede opgave og læste, mens Rasmus tilbragte kvalitetstid med Olivia i Tivoli! Det kan godt være det er smart med børn under studie, men jeg har vist fået sat min work load lige højt nok. Jeg synes det er helt vildt svært at finde balancen i min nye hverdag. Jeg har altid klaret mig rigtig godt på studiet og fået flotte karakterer, og bevares jeg har da også winget et fag eller to nærmest uden at læse i løbet af semestret ved virkelig at gå i læsemode op til eksamen. Men den mulighed har jeg ikke helt længere. Nu er jeg nødt til løbende at få læst – i hvert fald noget af det – for jeg har ikke længere kun mig selv at tage hensyn til, når vi nærmer os eksamensperioden.

Jeg har naturligvis måtte inddrage mine studiegrupper i min situation herhjemme. Med et håb om at de vil have forståelse for min situation. At der vil være faktorer der spiller ind, som jeg ikke har indflydelse på. Der vil være gange hvor Olivia bliver ringet hjem fra vuggestue, at hun får feber efter vaccination, at vi skal til forældresamtale. At vi herhjemme måske i højere grad er udsat for sygdom via vuggestuen, end de er. Det kan jeg ikke styre. Jeg kan planlægge mig så meget som muligt ud af det, men der vil være uforudsigelige faktorer. Så jeg har nærmest på forhånd undskyldt for de ting der måtte komme, og har det helt vildt skidt med, at jeg har den ekstra udfordring derhjemme, som kan komme i vejen for min gruppe.

For nyligt skulle vi forventningsafstemme i en af mine studiegrupper omkring hvad vores forventning til kurset og projekt var. Vi var alle enige om, at vi gerne ville lave et rigtig godt projekt og få en god karakter, og at vores specialisering på kandidaten selvfølgelig er rigtig vigtigt. Her var der en af pigerne der tilføjede “og så prioriterer jeg faktisk også mit studiejob rigtig højt, for det mener jeg også er rigtig vigtigt”. Det tog vi alle som en ‘lovlig’ aktivitet. En god grund til ind i mellem ikke at kunne deltage i alle ting. Her slog det mig. Hallo. Jeg er da egentlig også i min fulde ret til at sige at jeg også prioriterer min datter. Det SKAL jeg da. Det kan ikke vente. Det sker her og nu. Jeg kan ikke gå tilbage om et år eller to når jeg er kommet ud på den anden side at studiet og gøre det om. For det er altså lige her lige nu at det sker. Og hun har brug for sin mor – endnu mere end jeg har brug for at være sammen med hende – og det er altså ikke så lidt!

Tid med min datter, at prioritere at få hentet hende senest 16:15 i vuggestuen osv, er altså lige så vigtigt som de andres studiejob er for dem. Faktisk vil jeg påstå at det er vigtigere. Jeg har et meget større ansvar end de har. Sådan helt grundlæggende. Jeg er mor. Jeg er ansvarlig for et lille væsen som afhænger af mig. De andre undskylder ikke over, at de har studiejob der er vigtigt for dem, så jeg burde heller ikke undskylde for at jeg har et barn. Jeg tror det vil hjælpe mig til at finde en mere naturlig balance og give mig selv lov til at holde fri med Olivia. Hun er rigtig træt og brugt når hun kommer hjem fra vuggestue, og tidsrummet 17-19 er sjældent særlig sjov. Hun græder og pylrer meget, og det er svært bare at holde hende kørende til kl. 19. Weekenderne føles derfor som det eneste rigtige kvalitetstid vi har med Olivia. De må og skal prioriteres.


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

One thought on “Tid med min datter er faktisk også vigtigt

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *