Indrømmet: Jeg hadede at være gravid!
Jeg elsker børn. Jeg har altid elsket børn, og i MANGE år glædede jeg mig så inderligt til den del af mit liv, hvor jeg selv skulle være gravid. Jeg er storesøster til 4 mindre søskende, hvor den yngste er 13 år yngre end mig. Efter gymnasiet arbejdede jeg 2 år i børnehave og vuggestue, hvor jeg babysittede dejlige lille Maria ved siden af, og da jeg flyttede til København passede jeg i mange år den dejligste lille Malu. Jeg har derfor altid været tæt på børn, og glædede mig over, at når man kunne elske andres børn SÅ højt, så måtte det være helt fantastisk selv at blive mor. Jeg var total skruk i mange år, og glædede mig til at jeg en dag selv skulle være gravid.
Min mor har altid sagt, at hun kunne være gravid for altid. Hun elskede det, og ser man bort fra kvalmen de første par måneder, så havde hun hvad man vel kan kalde en drømmegraviditet. De fleste af de graviditeter jeg har oplevet tæt på, har også været gode og ukomplicerede graviditeter, så sådan troede jeg selvfølgelig at det ville blive. Jeg så absolut ingen grund til, at det ikke skulle være det mest fantastiske i verden, at have et lille barn til at vokse i maven. Men graviditeten var ikke fantastisk. Ikke på nogen måde. Hvis man så bort fra det åbenlyse fantastiske, at min lille pige i maven voksede og havde det godt, så var der ikke noget ved graviditeten som jeg nød eller som var fantastisk. Jeg syntes det var rædselsfuldt at være gravid, og det kom totalt bag på mig. Jeg følte at jeg havde fået det, som jeg i så mange år havde ønsket mig, men det var på ingen måde, som jeg havde drømt om. Det var fyldt med smerter og bekymringer, og når andre strålede på mine vegne, var jeg så ked af, at jeg ikke følte som de ville have mig til at føle. Jeg følte mig SÅ forkert. De andre ting som væske i benene, væske i fingrene, halsbrand, hæmorider, blødende tandkød, hormonstreg, øget hårvækst og alle de andre virkelig sure ting i graviditeten, endte med at blive de små ligegyldige problemer, fordi der var så meget andet. Og ind i mellem blev det hele sgu for overvældende. Her kommer mit forløb.
Den 12. december 2015 var jeg gået et par dage over tid, og vågnede med total ømme bryster. Det fik mig til at tage en graviditetstest, og den var bragende positiv. Både Rasmus og jeg var overvældede, lykkelige og glædede os til at blive forældre. Jeg havde 10 dejlige dage som gravid, men så begyndte det at gå ned af bakke. Den 22. december, på Rasmus’ fødselsdag begyndte jeg pludselig at bløde. Jeg ringede til min læge som tog det roligt, men da jeg dagen efter stadig blødte, sendte hun mig videre til en tryghedsskanning på Hvidovre. Tryghedsskanningen gav umiddelbart ingen tryghed. Skanningen viste ikke hjerteblink og de kunne ikke sige om det skyldtes, at jeg ikke var langt nok henne, eller om graviditeten var ved at gå til grunde. Jeg fik derfor taget blodprøver og så skulle vi møde op to dage senere den 25. december kl. 8 om morgenen til yderligere blodprøver, som de kunne sammenligne med. Det var så den jul. Vi var selvfølgelig meget påvirkede af det og meget bekymrede. Vores baby i maven var blot en 5-6 uger gammel, og vi blev allerede konfronteret med en følelse, der skal følge os resten af vores liv. Bekymring for sine børn. Welcome to parenthood!
Den 25. december midt på dagen fik vi det bedste opkald om at hormonet var stigende på mine blodprøver, og at jeg derfor stadig var gravid. De ville dog stadig gerne have mig ind til skanning igen den 29. december, hvor vi første gang så et lille hjerte blinke. Dagen før denne skanning startede min kvalme. Jeg har, måske lidt naivt, altid troet at morgenkvalme i graviditeten var om morgenen. Det var min ikke. Det var døgnkvalme, der tog til hver aften og nat, hvor jeg ofte kastede op. Det varede 7 uger før kvalmen var ovre, eller kun kom når jeg var meget træt eller sulten. Under kvalmen, som stod på hele januar og det meste af februar, begyndte jeg at blive ret depri. Det var koldt, mørkt og jeg lå i sengen døgnet rundt og kunne ikke spise noget, og sov helt elendigt.
I mellemtiden havde jeg, da jeg var 10 uger henne, haft en blødning igen. Igen var vi proceduren igennem og røg til tryghedsskanning på Hvidovre, som heldigvis viste at alt var som det skulle være, og at de ikke kunne forklare hvorfor jeg blødte. Herefter var der egentlig en kort, men okay periode af min graviditet. Kvalmen var ovre, graviditeten var offentliggjort og jeg var endelig kommet tilbage på studiet og på arbejdet.
Da vi så nåede April, begyndte jeg at få rigtig ondt i, hvad jeg følte var min hofte og haleben, og det blev bare værre og værre. I midten af April var jeg så besværet og plaget af smerter at jeg tog til lægen. Her fik jeg en besked, som slog mig helt ud. Jeg havde bækkenløsning og skulle sygemeldes. “Ah hva’ skal jeg?”. “Gu ska’ jeg ej!”. Jeg tog derfra med en deltidssygemelding i hånden og ringede grædende til Rasmus, som mente jeg skulle tage det meget mere alvorligt end jeg gjorde. Bækkenløsning?! Det troede jeg var noget andre fik. Nogen som måske fejlede noget i forvejen. Ikke mig. Nej. Jeg gik med til at sygemelde mig fra arbejdet, og udsætte et par opgaver på studiet i et par uger, hvor jeg skulle ligge lidt mere i sengen, og så ellers tilbage på hesten! Men da de 3 ugers foreløbige sygemelding var ovre, var bækkenet blot blevet værre, og min læge sygemeldte mig frem til termin. Jeg holdt dog fast på, at jeg ville forsøge at aflevere nogle af mine eksamensopgaver og søgte om udsættelse af deadlines, så jeg kunne nå det, samtidig med at jeg fik hvilet mig. Jeg var så mega stædig. Jeg endte med at afslutte mit semester med at have gennemført 3 ud af 4 kurser med mundtlige eller skriftlige eksaminer, med karaktererne 7, 10 og 12. Spørg mig om jeg var stolt!
I starten af Maj, kun et par uger efter min første sygemelding, fik jeg pludselig ondt i blæren og troede jeg havde blærebetændelse. Men i løbet af et par timer blev det værre og værre og vi endte hos lægevagten på Amager Hospital, som undersøgte mig og sendte mig videre til Hvidovre på akutmodtagelsen for gravide. Vi anede ikke hvad der var galt, og da jeg efterhånden lå og skreg af smerter i bilen var vi virkelig bekymrede. Da vi kom til Hvidovre testede jeg fortsat negativ for blærebetændelse, men var begyndt at tisse blod. Meget blod. På det tidspunkt lå jeg og skreg af smerte og Rasmus blev her for alvor bekymret. Heldigvis fik de skannet mig og konkluderet at det ikke var noget med barnet, som vi havde været bekymret for de sidste 3 timer. Jeg endte med at blive indlagt med nyresten – og er du vimmer, det, sammen med fødslen, er den værste smerte jeg nogensinde har oplevet! Da de fik lokaliseret problemet, fik jeg en masse smertestillende og det hjalp! I ugerne efter døjede jeg meget med smerter fra nyren, hvor der længe efter fortsat stod for meget væske. Åh det var en herlig tid!
I starten af juni begyndte jeg pludselig at bløde igen. Denne gang meget voldsomt og meget. Da jeg efterhånden havde været på Hvidovre et par gange, skulle vi bare ringe direkte til akutmodtagelsen, og de ville gerne have mig ind med det samme. Efter flere timers venten blev jeg endelig tilset af en læge. Dengang kan jeg huske at jeg var rigtig ked af at jeg ikke blev tilset med det samme, men jeg vidste at det skyldtes noget akut på fødegangen. Senere den sommer, da jeg selv var den akutte på fødegangen, der røg på operationsgangen, var jeg dybt taknemmelig for den prioritering. Da jeg blev tilset af en læge opdagede de, at et stykke af min moderkage havde revet sig løs. En rendeløsning som kunne være rigtig alvorlig. Jeg blev indlagt, og da blødningen stoppede, var jeg indlagt 2 dage til observation for at sikre sig at blødningen ikke begyndte igen. Vi fik at vide at hvis moderkagen løsrev sig for meget, ville vores datter ikke få næring og ilt nok, og så skulle hun tages ved akut kejsersnit. Hun var kun 29 uger og slet ikke gammel nok, da hendes lunger ikke var fuldt udviklede. Jeg var denne gang rigtig bange.
Endnu engang var jeg alene indlagt på Hvidovre, selv samme weekend som Rasmus havde go-live med Dansk Metal projektet på jobbet. Rasmus arbejdede 93 timer den uge. Jeg kan huske jeg lå og blev mere og mere ked af det. Jeg følte mig så alene. Rasmus kom selvfølgelig og besøgte mig så ofte som han kunne, men han kunne ikke blive og sove, og de søvnløse nætter på Hvidovre føltes meget lange. Min bækkenløsning havde heller ikke godt af de dårlige smalle senge på Hvidovre, når jeg var vant til vores 1,60 seng derhjemme, som jeg efterhånden havde alene. Rasmus sov på sofaen de sidste mange måneder, så jeg havde nok plads at vende på, fordi jeg var så plaget af smerter. Resten af min graviditet var dybt præget af min frygt for at moderkagen ville løsrive sig yderligere, og jeg talte uger, dage og timer til jeg nåede inden for de 3 uger før termin som betragtes som ‘født til tiden’.
Gennem hele min sygemelding gik jeg løbende til fysioterapeut, kiropraktor, massør og vandtræning med mit bækken, og var flere gange inde for at få smertestillende på Hvidovre. Til sidst fik jeg en tid til samtale omkring igangsættelse til termin, hvis jeg ikke havde født til den tid, så jeg i hvert fald ikke skulle gå over tid. Til sidst kunne jeg næsten ikke komme ud af sengen. Rasmus måtte hjælpe mig og jeg græd af smerte. Hver morgen kunne jeg ikke gå, og det tog langt tid før jeg fik varmet min krop op og ud på badeværelset. Det var mildest talt et helvede.
Til sidst var jeg så ked af det og deprimeret at jeg opsøgte en psykolog. Det hele var ved at blive for meget med kroniske smerter, og på grund af graviditeten var det begrænset hvad jeg måtte tage af smertestillende. Og jeg hadede at tilbringe sommeren indedøre på sofaen eller i sengen som var de eneste steder jeg nogenlunde kunne holde ud at være. Gudskelov kunne jeg hækle, ellers tror jeg at jeg var blevet sindssyg.
I rigtig lang tid, faktisk alt for lang tid, nægtede jeg at indse hvor slemt problemet med mit bækken var. Jeg fortsatte i et alt for højt tempo, og var nok delvis selv skyld i at det til sidst blev så slemt som det gjorde, og efterfølgende har været så slemt som det har været. Hvis jeg kunne gå tilbage og gøre noget om, så ville jeg langt tidligere acceptere min sygemelding, holde kroppen i ro, lave mine øvelser, gå til en ordentlig fysioterapeut fra start af, og i det hele taget træne min krop mere op til at være gravid, og bære de mange ekstra kilo, med meget løsere led, og forsøge at acceptere og affinde mig med min situation, og ikke sammenligne mig med andres graviditeter.
Jeg kan huske at jeg i slutningen af April var til min bonusfars 60 års fødselsdagsfest, hvor min fætters søde kæreste også var gravid, og små 2 måneder længere henne end mig. Da jeg så hende iført en lille stillet, blev jeg simpelthen så ked af det indeni, for det kunne jeg slet ikke have på – og hun var endda 2 måneder længere henne end mig. Det har jeg måtte vænne mig til sidenhen, for de fleste har heldigvis gode graviditeter. Da jeg mødte min mødregruppe for første gang, havde de andre også haft normale graviditeter, normale fødsler, og ingen af dem havde barn med kolik. Og heldigvis for det! Jeg har været SÅ mega glad for deres vegne, men ind i mellem har jeg SÅ meget ønsket at det var mig, og ind i mellem brugt for meget energi på, at synes det var dybt uretfærdig, at det ikke også var sådan for mig.
Min trøst i rigtig mange måneder, var at det hele ville blive bedre når hun kom ud. At mine bækkensmerter ville blive meget bedre, og jeg ville få det meget bedre, når jeg fik min krop tilbage. Det var godt at jeg ikke dengang vidste, at jeg efter fødslen, ville blive mere syg end jeg nogensinde før havde været.
Jeg håber nogen af jer kan bruge mit indlæg til at vide at graviditet er ikke ens for alle, og det er langt fra fantastisk for alle. Jeg glædede mig hver dag over det lille liv der voksede i min mave, men jeg hadede hver dag det stod på. Jeg kan huske jeg tænkte “Jeg er lykkelig over at jeg er gravid, men ulykkelig over at VÆRE gravid”. Jeg tror det bedste man kan gøre, er at acceptere at sådan er det bare for nogen. Det er dybt uretfærdigt og slet ikke okay – men sådan er det. Jeg ved at jeg i øget risiko for bækkenløsning igen hvis jeg bliver gravid igen, og anden gang er det ofte værre og tidligere i graviditeten. Det har jeg måtte acceptere. At det er muligvis vilkårene hvis vi skal have et barn til. Jeg ved også at jeg er i øget risiko for en voldsom efterfødselsblødning igen, fordi det allerede er sket en gang. Det er ikke fair, men det er mine vilkår.
Jeg er efterhånden afklaret med mine følelser omkring min graviditet, men mens det stod på, havde jeg det ikke godt. Og oveni de fysiske smerter, så følte jeg mig så forkert. Jeg følte at jeg fejlede inden jeg overhovedet var blevet mor. Jeg følte at jeg ikke kunne finde ud af at være gravid. At min krop var dårlig til at være gravid. Jeg følte at jeg var utaknemmelig. At der er mange derude der kæmper med at blive gravid, og her gik jeg og hadede at være det. Men idag ved jeg, at det var okay. Det var helt okay alt det jeg følte og tænkte. Jeg elskede min lille pige i maven. Jeg elskede at Rasmus og jeg skulle være forældre. Men vejen dertil, blev aldrig rigtig mig.
Tak fordi I ville læse min meget lange og personlige fortælling om min oplevelse af at være gravid.
3 Comments
Helle
Super godt og ærligt indlæg. At være gravid er ikke altid en dans på roser.
Her kommer en laaang kommentar 🙂
Jeg forstår din følelse af ‘utaknemmelighed’, men jeg vil gerne prøve at mane den til jorden, for tror graviditet er hårdt for rigtig mange, uden at man lige fortæller om det.
Jeg var en af dem, der kæmpede for at blive gravid. 2 år efter ‘projekt baby’ blev skudt i gang (for Gud hvor endte det med at blive et ‘projekt’!), 3 fertilitetsbehandlinger og 1 spontan abort blev jeg naturligt gravid med verdens sejeste lille fyr! Jeg startede graviditeten ud med at bløde voldsomt(!!) i 8 uger fra uge 6-15 med konstant angst for at nu var det slut. Igen. Men blødningen stoppede, og resten af graviditeten havde jeg fysisk set et drømmeforløb. Ingen smerter, ikke mere kvalme, ingen vand i kroppen. Ingen gener overhovedet. Faktisk var jeg til middag dagen før termin i høje hæle og det hele, hvor jeg jokede med, at min krop sagtens kunne nappe 9 måneder mere. Den nat fik jeg veer og fødte min lille dreng på bare 3,5 time. Fysisk set var min krop virkelig god til at være gravid (fraset blødningen i starten). Men psykisk var jeg helt ude i torvene. Jeg græd hver dag og kunne slet ikke holde ud ikke at vide, om det hele ville gå godt eller ej. Jeg frygtede konstant at miste, helt frem til fødslen, og jeg kunne overhovedet ikke nyde at være gravid. Jeg talte som du timer og dage til, at det var slut, og jeg blev ærligt talt provokeret, når folk sagde, jeg skulle huske at nyde det. For mig var graviditeten et nødvendigt onde, der skulle overstås, for at jeg kunne få min baby. Jeg følte som du en utaknemmelighed, fordi jeg jo endelig havde fået mit store ønske opfyldt og så ovenikøbet havde det SÅ godt fysisk. Så burde jeg jo bare kunne nyde det, men det kunne jeg altså ikke.
Heldigvis er graviditet en tilstand, der stopper igen 🙂
Tak for et godt indlæg! Det er godt at få frem i lyset, at det godt kan være grimt at være gravid.
Pingback:
Pingback: