Pasning af Olivia

Halløj! Vi er altså i live, vi er bare inde i en periode hvor Olivia kræver rigtig meget energi, og det påvirker naturligvis min energi til at få opdateret bloggen. Det er en super sjov alder hun har nu (10,5 måned), men der er også fart på – hele tiden! Jeg har længe, på opfordring fra en læser, lovet at skrive et indlæg om det at få passet Olivia, og nu her hvor vuggestuestart nærmer sig, så er det vist nærliggende at skrive indlægget. Så her kommer det. Måske ikke verdens mest interessante indlæg, da meget af det er en gennemgang af de gange vi har fået passet Olivia, men kan måske alligevel bruges som inspiration til selv at spring ud i pasning. Jeg slutter også af med nogle gode råd ud fra hvad der har virket for os. Jeg ved det kan være svært for mødre at give slip og slippe kontrollen omkring baby, men herhjemme tror vi på at det er sundt for barnet at opleve at mor og far nogle gange er “væk” og kommer tilbage igen, og forbereder dem sikkert og langsomt på, at sådan bliver hverdagen på et tidspunkt. Derudover er det altså også virkelig godt for forældrene at lære 😉 Og det kan faktisk være et frisk pust at komme lidt væk, bare lidt!

Vi har egentlig mere eller mindre fået Olivia passet ind i mellem siden hun var helt spæd. Da Olivia var blot 3 uger og 3 dage gammel, fik jeg første gang brystbetændelse, og det slog mig helt ud. Det var meget lig influenza og vågnede søndag morgen med over 40 i feber og røg en tur til vagtlægen for at komme i antibiotika behandling. Da Rasmus skulle arbejde mandag, kom min mor søndag aften og blev til mandag eftermiddag hvor hun hjalp med Olivia. Det er vel i og for sig første gang Olivia bliver passet. Det foregik ved at jeg lå dødsyg i soveværelset mens min mor gik tur eller passede hende i stuen og når det var tid til mad kom hun ind med hende igen, jeg lagde hende til, og da hun var færdig tog min mor hende igen. Jeg var rigtig syg og stadig medtaget af blodtabet 3 uger tidligere, så mens det stod på var det egentlig ikke noget jeg havde så mange tanker omkring. Jeg var simpelthen for syg og udkørt til at have nogen som helst form for energi til at “bekymre” mig om det. Jeg valgte derfor at stole totalt på at min mor havde styr på det, og havde ikke energi til at gå op i om hun gav hende bukserne rigtigt på eller skiftede hendes ble på nøjagtig samme måde som vi gjorde. Jeg tror bare at jeg meget tænkte: “det går nok alt sammen, det er jo ikke vigtigt”, og min mor har trods alt fået både min lillebror og jeg. Det gav samtidig også min mor en ro at vide, at jeg som udgangspunkt ikke tænkte at hun kunne gøre noget galt. Og det gik jo fint.

Da Olivia var knap 8 uger kom Rasmus’ storesøster Helene forbi og passede Olivia en god times tid, mens Rasmus og jeg fik et much needed break fra Olivias kolik. Olivia lå primært i slyngevuggen og blev vugget og sov til lyden af white noise mens Helene sad på sofaen og læste en bog. Men havde Olivia været vågen, havde jeg heller ikke været det mindste bekymret, Helene har selv 3 små rollinger derhjemme, så igen: Det går nok alt sammen.

Senere samme uge om lørdagen havde Rasmus’ og jeg aftalt en biograftur sammen. Det var første gang vi begge skulle være væk fra Olivia “så længe”. Min mor kom forbi og passede hende den tid det tog at være i biografen, og det blev timet med en amning før vi kørte og da vi kom hjem igen.

Olivias bedstefar Sven Aage har også været inde og gå tur med Olivia, og da jeg i december fik det rigtig skidt, aftalte vi at startende i januar, skulle han komme ind hver fredag og passe Olivia mens jeg tog til pilates alene. I starten tænkte jeg meget over det, for Olivia var blevet noget ældre siden hun sidst var blevet passet og havde derfor også fået meget mere personlighed og “særheder” man skulle lære at kende, og det var derfor sværere for mig at lade Olivia blive passet end det før havde været. Samtidig døjede jeg også utrolig meget med en dårlig samvittighed over at andre skulle passe mit barn, når nu det ligesom var mit valg at få hende, og derfor også mit ansvar at tage mig af hende. Og Olivia var blevet mere bevidst om når andre end mor og far skulle passe hende. Så i starten var jeg egentlig mest til at han bare gik en lang tur med Olivia i barnevognen mens jeg var afsted. Men efterhånden som ugerne gik, blev jeg mere og mere tryg ved at bare overlade Olivia til Sven Aage og tage afsted. Så fik han mulighed for rigtig at passe hende, give flaske, skifte ble og selv pakke hende afsted i barnevognen når de skulle på tur. Olivia blev naturligvis også mere og mere tryg ved Sven Aage og det blev tydeligt at hun genkendte ham hver gang det blev fredag og han kom på besøg igen.

Min veninde Sabine har også været og passe Olivia nogle gange om aftenen mens Rasmus og jeg har været ude og spise. Og da der var Copenhagen Dining Week og vi skulle ud og spise med Rasmus’ far, Hanne og co. var Sabine faktisk den første der skulle prøve at passe og putte Olivia. Her var Olivia 6 måneder. Jeg var meget obs på min telefon og havde mange tanker omkring at jeg håbede bare det ville være en god oplevelse for dem begge. Men samtidig var jeg utrolig tryg ved at Sabine skulle gøre det. Hun har ikke selv børn, men har en ro og selvsikkerhed omkring hende, der gør at man føler “okay, det har hun bare styr på”, og “hvis ikke så finder hun nok en løsning”. Hun har virkelig børnetække og det gav mig en ro at vide, at hun ikke ville blive hylet ud af den hvis det ikke lige gik nemt. Heldigvis gik det bare super godt og Olivia reagerede ikke på at det var en anden der puttede.

For nyligt skulle Rasmus’ far og Hanne prøve at passe Olivia nogle timer i dagstimerne. Det var vi lidt spændte på, for hun er jo generelt blevet passet om aftenen eller efter putning. Vi sagde farvel, og tog på date i Roskilde by, og kom først tilbage 4 timer senere. Det var gået SÅ godt. Olivia havde leget og pludselig kunne de se på hende at hun blev træt. Så blev hun puttet i barnevognen hvor hun tog den længste lur længe. Herefter vågnede hun op og fik frokost og havde bare været et eksemplarisk barn og begyndte først at pylre da hun så os. På vej i bilen kan jeg huske at jeg sagde til Rasmus: “Ej jeg håber bare det er gået godt, så de har lyst til det igen en anden gang”. Og det viste sig at de havde tænkt “Ej vi håber bare det går godt, så vi får lov igen en anden gang”. 😉

Jeg tror at et af de vigtigste elementer for os, når vi har skulle få Olivia passet, har været at være rolige omkring det. Selvfølgelig vælge nogle man er tryg ved, og som også er trygge ved at skulle passe. Det lyder måske meget nemt at sige. Men virkelig bare tænke “Seriøst, det går nok”. Prøve ikke at gå så meget op i om tingene lige bliver gjort 100% som I plejer at gøre det. Selvfølgelig hvis der virkelig er noget I føler stærkt for bliver gjort på en bestemt måde eller noget der generelt er nemmere at gøre med lige netop jeres barn, så sig det. Men ellers så tænk at det er okay at bleskiftet måske ikke foregår på præcis samme måde som I plejer 😉 Og så har det hjulpet her både at tænke og italesætte “I kan som udgangspunkt ikke gøre noget forkert”. Det har hjulpet mig at tænke, og sige højt til “passerne”. Når de kan mærke at man er rolig omkring det, så smitter det gerne af. Og det er da rart for dem at vide at de ikke går ind i et eller andet minefelt hvor de kan komme til at gøre 100 ting forkert. Øv jer I det, måske er det ikke så nemt den første gang. Men spring ud i det, og prøv at undgå at køre det op til noget helt stort. Det hjælper altså 😉

Om 17 dage starter Olivia i vuggestue (men hvem tæller?), og selvom hun er TOTAL klar til at komme i vuggestue, så mangler jeg bare lige at blive det. Så vil forsøge at benytte mig af mine egne råd 😉 Olivia skal desuden passes af Rasmus’ far og Hanne efter vi skal giftes, med overnatning! Således at vi vågner op alene sammen som mand og hustru. Det bliver spændende for alle! Men jeg er sikker på at det nok skal gå godt. “Seriøst, det går jo nok”.