SÅ STOR var Min Bedstefar

Mandag var en overvældende dag fyldt med en masse følelser da jeg mistede min bedstefar, så det har jeg brug for at skrive et indlæg om.

Min bedstefar er egentlig min farfar, men han har før jeg blev født ønsket at blive kaldt bedstefar, så det har han altid været. Min søde gamle bedstefar har længe været meget gammel, og har det sidste halve års tid boet på plejehjem. Søndag skrev min farmor at hvis jeg ville ud og besøge min bedstefar en sidste gang, så skulle det nok være snart, for han havde ikke langt igen. Jeg besluttede mig for at tage ud og besøge ham enten mandag eller tirsdag. Mandag formiddag kl. 11:20 modtog jeg en besked fra min farmor om at hun sad ved min bedstefar og at han nok var døende. Jeg pakkede Olivia med det samme, droppede mine planer og kørte mod Vanløse.

Da vi kom frem var min bedstefar træt og svag. Modsat de andre gange jeg har besøgt ham, lå han denne gang med åbne øjne under hele besøget. Hans vejrtrækning var besværet, han trak vejret meget hurtigt og fik ilt gennem slanger i næsen. Min farmor spurgte ham flere gange om han havde det godt og han nikkede. Hun spurgte også om han kunne høre at Cecilia og Olivia var kommet på besøg, og her nikkede han også. En times tid efter at vi ankom, kom min far og hans kone Nanna også. Her var status det samme. Jeg beslutter mig for at vi bliver lidt, og så vil vi køre, for det kan ske inden for de næste par dage, og jeg følte at jeg fik sagt farvel. Den næste halve time rendte vi lidt ind og ud af stuen på plejehjemmet og legede lidt med Olivia. På et tidspunkt kommer min far og jeg ind på stuen igen, og min bedstefars vejrtrækning har ændret sig fra at lyde forpustet, til nu at være helt helt roligt, og jeg ved bare, at vi skal ikke køre alligevel. Hans ansigtet er også blevet blegt og uden kulør. Personalet kommer ind og siger, at der nok ikke er så langt igen, og mindre end 5 minutter efter ændrer de det til at nu ér der ikke langt igen, og at vi bare skal sørge for at være ved ham.

Et par minutter før han dør, trækker personalet hans seng ud, og vi samles omkring den. Nanna tog sig af Olivia for mig, og da min bedstefar trækker vejret for sidste gang, sidder min far, farmor og jeg og holder ham i hånden. Det var så fredfyldt og roligt. Han hverken gispede efter vejret eller krampede. Han sov bare stille og roligt ind.

Min farmor var så stærk. Hun mente selv at hun havde grædt ‘det der skulle grædes’ igennem månederne hvor han langsomt blev svagere og svagere. Men da han gik bort, brød hun sammen. Det var utrolig hårdt at se hende være ked af det. Han var hendes livs kærlighed, de havde været gift i over 60 år og været sammen siden hun var 23 år. Det var hendes “Rasmus” der lå der. Det ramte mig ud over selv at miste bedstefar. Det hele var utrolig overvældende at opleve. Det var så uvirkeligt at han lå lige der, som om han blot tog en lille lur som så mange gange før, men denne gang ville han ikke vågne.

I mange år af min barndom kom min far og jeg hos min farmor og bedstefar næsten alle de weekender min far havde mig. Så meget at jeg havde mit eget værelse hjemme hos dem. Min farmor styrede hele hendes kalender efter hvornår vi var der, og hjemmet i Vanløse har derfor altid været som et ekstra barndomshjem for mig.

Min bedstefar blev næsten 94 år og døde af alderdom. Han nåede at opleve at blive oldefar til min lille Olivia, og det var noget der betød meget for ham. Det sidste år før jeg blev gravid spurgte han mig gentagne gange om jeg snart ville gøre han til oldefar. Min bedstefar har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Han var manden der altid genfortalte historier fra da jeg var lille, som havde printet sig tydeligt ind i hans hukommelse. Historier om hvordan jeg altid rakte hænderne op i vejret og sagde ‘SÅ STOR’ (er jeg) hvorefter han også rakte armene op. Han var manden som jeg (som lille) lærte, at slå brættet ned på toilettet, for ellers ville jeg ikke købe tændstikker til hans pibe sammen med farmor når vi tog ud og handle (Cecilia ca. 6 år). Han var manden der aldrig blev træt af at købe utallige luft-is i min “isforretning” ud af vinduet i værkstedet, og som hver morgen fortalte mig at jeg skulle huske at tage strømper på ved morgenbordet, for ellers ville jeg bliver forkølet. Som voksen har jeg haft utrolig meget glæde af at sidde og snakke med min bedstefar. Han kom fra næsten ingenting, og endte med, gennem hårdt arbejde, at blive Doktor Hartvig med egen praksis i København. Han var en spændende mand, som var god til at fortælle. Han var en rar og varm mand. En humoristisk mand. Han elskede at fyre vittigheder af og tage pis på min farmor. Han var bedstefar. Han var min bedstefar.

Efter at min bedstefar sov ind, gik vi hjem til min farmor som stadig bor i deres hus 2 minutter fra plejehjemmet. Her drak vi en kop kaffe for min bedstefar, mens Olivia kravlede rundt på græsset og spiste blomster. Det stod i så stor kontrast til det der lige var sket på plejehjemmet. Det var vitterlig begge ender af livet. Selvom vi alle var triste og kede af at miste bedstefar, kunne vi alligevel ikke lade være med at grine med Olivia. Det var så livsbekræftende at have hende der, og hun fik på skift alle til at lyse op. Hun krævede nøjagtig det samme som hun plejer, og ind i mellem blev det simpelthen så lavpraktisk for hun skulle jo stadig have frokost, ren ble og sove til middag. Hun vidste jo ingenting. Heldigvis. Hun kravlede bare glad rundt på græsset i min bedstefars have. Og på en eller anden hyggelig måde lever han videre i hende. Hans familie er blevet større, og jeg fører den nu videre med Olivia.

I mange år har bedstefar, som helt ung, hilst på mig hver morgen fra toppen af mit smykkeskrin. Der vil han blive ved med at stå og jeg vil mindes ham som den rare, varme, humoristiske og kærlige bedstefar som han var. Og når Olivia bliver stor nok, vil jeg lege ‘SÅ STOR’ med hende og tænke på min bedstefar.

Hvil i fred bedstefar. Jeg elsker dig.