Slap nu af altså!

Lige for tiden har jeg mange af de dage hvor jeg føler at jeg skal nå det hele på den halve tid. De dage hvor jeg skynder mig, men ender med at gøre tingene to gange, fordi det gik lige lovlig stærkt den første gang. Dage hvor jeg fiser forvirret rundt mens Olivia sover, fordi jeg ikke tør starte på noget der tager mere end 5 minutter. Simpelthen af frygt for at hun skal vågne mens jeg er lige midt i noget jeg ikke kan afslutte, fordi jeg aldrig ved hvor lang tid jeg har.

Igår var vi for anden gang til babysvømning og igen var det desværre ikke nogen god oplevelse. Sidste uges babysvømning kunne virkelig ikke være timet dårligere. Da vi når frem til babysvømning har Olivia ikke sovet i 1,5 time og er nu virkelig klar til at sove. Foran ventede 25 minutter i omklædning og 25 minutters tid i vandet, efterfulgt af omklædning igen. Jeg tog hende op og håbede på det bedste. De mange nye indtryk gjorde at Olivia for en stund glemte at hun var træt, og det var mit held.

Da jeg går op af vandet med Olivia ved jeg godt jeg kører på lånt tid, og jeg skynder mig ud i badet med hende. Da jeg har fået hende i tøjet og hun ligger på en puslepude på gulvet og kigger, ved jeg godt at æggeuret snart løber ud – og det stresser mig helt vildt. Jeg farer forvirret rundt et med en puls et sted oppe under loftet, og forsøger at få styr på et kaos af voksipose, håndklæder, badetøj, tasker og tøj. Midt i al forvirringen kan jeg ikke finde mit tøj. Det er væk, sådan rigtig væk. Jeg render rundt i en lille cirkel og kommer ingen vegne. Pludselig dukker mine bukser op og i bare begejstring skynder jeg mig at få dem på. En bedrift der krævede koncentration på det våde gulv, med blikket på Olivia. Da jeg skal til at trække bukserne op over numsen opdager jeg, at jeg stadig har den drivvåde bikinibund på. Årh, pis, fuck, lort, det har jeg bare ikke tid til. I samme øjeblik bryder Olivia sammen. Jeg har det lige som Olivia og kan heller ikke overskue verden lige nu.

Det lykkes mig at få kastet noget tøj på mig selv, proppet Olivia i voksiposen og spæne ud derfra med vådt hår i frostgrader og en total overtræt baby. I mit hoved drømme jeg om sol, sommer og nemme klipklappere. Olivia går øjeblikkelig omkuld i barnevognen og mens jeg går der har nu tid til at tage en dyb indåndning. Jeg var så utjekket, så distræt og så stresset, at det faktisk tog mig længere tid at komme ud derfra, end det havde gjort hvis jeg havde taget det roligt og samlet tankerne om det jeg skulle nå.

Jeg var derfor fast besluttet på at næste uge skulle være bedre.

Del 2

Næste uge med babysvømning kom igår, og selvom Olivia denne gang havde nået at sove 20 minutter op til, blev det igen en stresset oplevelse. Olivia skreg fra det øjeblik jeg dykkede hende under vand, til jeg lagde hende ned i barnevognen igen. Til sidst var hun så grædefærdig at hun gispede efter vejret. Resten af dagen var jeg ked, Olivia var pjevset, og gik jeg med en følelse af at jeg var en dårlig mor til at komme afsted til den slags ting. Jeg synes ellers altid jeg farer rundt med hende og udfordrer mig selv med utrolig mange ting. Det er bare enormt svært at tage Olivia med til ting der er SÅ præcist timet som babysvømning er. Vi kan ikke bare lige komme 15 minutter senere, for så er det nærmest overstået.

Hvis næste gang ikke er en rar oplevelse, så tror jeg vi springer fra. Så må jeg selv lige bakse med, at det ikke er ensbetydende med, at jeg ikke kan klare det. Men hvorfor gøre det, hvis det ender med at være en dårlig oplevelse? Olivia kan også mærke på mig at jeg bliver påvirket af det. Jeg kunne godt gøre det bare for at gøre det. Men hvorfor? Så vil jeg sgu hellere køre ud til varmtvandsbassin selv, kigge på uret og på Olivia, vurdere om hun er sulten eller træt og om vi lige skal gå en lang tur med barnevognen før vi smutter i vandet.

Måske er faste og skemalagte barselsaktiviteter bare ikke os, og måske er det også okay.