Tanker fra et delebarn

Uh der har længe været stille på bloggen. Tiden, overskuddet og lysten har simpelthen ikke været der. Men nu er det som om det kommer tilbage. Jeg har gennemført et ualmindelig hårdt semester med nul tid til mig selv eller ting der gør mig glad. Men nu vil jeg forsøge at prioritere det mere på dette semester. Men det glæder mig at se at bloggen stadig har rigtig mange besøgende selvom det står lidt stille. Alene i Januar var der 4.500 inde og læse eller kigge hækleopskrifter. Det gør mig rigtig glad at se! Idag sad jeg så og fik nogle tanker om, der hvor Olivia er lige nu i forhold til da jeg selv var på hendes alder, so here goes:

I en lang periode har vi konsekvent heddet ‘far’ og ‘far’ derhjemme. Hvis man spurgte Olivia hvor mor var, så pegede hun på mig. Hun havde helt styr på det, men hver gang hun så mig, så udbrød hun glad ‘faaar’. Sidste uge fik hun så helt styr på det der med at kalde mig for mor, og vi tænkte yes, nu er den der. Men i stedet resulterede det i, at hun hele sidste weekend kaldte os begge to for mor i stedet. Lige nu er hun bare helt forvirret og kalder os begge to far og mor på skift. Men det skal nok falde på plads, hun øver bare så utrolig mange ord for tiden, at der nok er lige rigeligt i det lille hoved.

Hun er også begyndt at kalde på os med ord, når hun ligger i sin seng, og er generelt i en periode for tiden, hvor hun er meget opmærksom på hvor både Rasmus og jeg er henne – at any given time. Hun snakker meget om den part der ikke er der, og bliver ret ked af det, hvis vi går og hun ikke lige var forberedt på at en af os skulle afsted – også selvom vi siger farvel hver gang. Olivia kan ganske enkelt aller bedst lide, når vi begge to er lige i nærheden. Så har hun det aller bedst. Jeg tænker tit på Ankerstjernes sangtekst:

‘Vi begge enspændere, skilsmissebørn, der tror på kærlighed, men ik helt ved hvordan man gør’.

For i den alder Olivia har nu – havde både Rasmus og jeg i flere måneder, været delebørn. Rasmus’ forældre gik fra hinanden da han var blot omkring et år, og mine forældre da jeg var knap 15 måneder. Vi ønsker inderligt begge to, at vi for altid forbliver den kernefamilie som vi er nu. Men jeg kan ind i mellem også godt mærke, at det på en eller anden måde er ukendt territorium, det der med en familie, hvor man bor med både sin mor og far – samtidig. At man ikke skal dele sit liv op i to. At man har en fast og konstant base. Det har jeg aldrig selv prøvet. Alt hvad jeg kender, handler om mit opdelte liv som delebarn på godt og ondt. For jeg var for lille til idag at have nogle erindringer fra dengang min mor og far boede sammen.

Jeg har altid tænkt at det var rart, at jeg var så lille at jeg ikke kan huske det, men puh nu hvor Olivia har samme alder, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det alligevel stadig er meget at rumme for sådan et lille barn. Jeg har altid tænkt, at det ikke havde været så svært for mig, at de gik fra hinanden, for jeg kan jo ikke huske det. Men det er som om, at det nu går op for mig, at bare fordi jeg var for lille til at kunne huske det, betyder jo ikke at jeg ikke mærkede til det dengang. Når min mor fortæller hvordan jeg nogle gange græd, når jeg blev afleveret hos den ene eller den anden, fordi jeg samtidig skulle væk fra den jeg var hos. Eller hvordan jeg nærmest kravlede helt op under armen på hende, når hun skulle aflevere mig i børnehaven, fordi jeg konstant oplevede at savne og undvære. Jeg havde aldrig dem begge to. Det var altid en ambivalent følelse for mig. For når jeg glædede mig over, at skulle være sammen med den ene, så betød det samtidig at jeg skulle undvære og savne den anden. Savn er derfor også en stor del af mig og min barndom. Og jeg er stadig den dag idag virkelig ikke god til at sige farvel og tage afsked. Jeg kan stadig (sjældent, men det sker) få et sug i maven når Rasmus tager ud af døren om morgenen.

Jeg synes bestemt ikke at man skal blive sammen for alt i verden, hvis det ikke fungerer (og det gjorde det ikke for vores forældre), men det har blot endnu engang sat tanker igang om, at jeg inderligt håber at Rasmus og jeg aldrig går fra hinanden (læs den der skrider, tager barnet her). Det med delebørn har pludselig fået en ny nuance, efter jeg selv er blevet mor. Samtidig har Olivia nu fået den alder som vores gentleman-aftale løb til 😉 haha. Men vi er dog blevet enige om at forlænge den væsentlig længere, for det er stadig hårdt og til tider noget der minder om undtagelsestilstand og vi vil enormt gerne hinanden igen på den anden side 😉 Selvom Olivia er rigtig hård ind i mellem, så kan jeg heller ikke rumme tanken om at skulle undvære hende i perioder. Det må have været hårdt for vores forældre at stå alene med det hele, og i en periode ikke at have en at dele byrderne, tankerne og ikke mindst glæderne med.

Det ligger derfor dybt i både Rasmus og jeg at holde sammen på ting, og jeg håber at det kan være med til at holde sammen på os. Jeg håber, at når Olivia bliver voksen, så er det hende, der kigger tilbage og ikke ved hvordan det er med en familie, hvor mor og far ikke er sammen.