Vi flytter!

Jep, nu sker det endelig! Vi har sgu købt hus. Den faste læser ved godt, at vi har ledt siden januar sidste år, og den trofaste følger på Instagram ved, at der i januar blev meldt endelig handel og huset blev vores. Det har været en rutsjebanetur op og ned, men nu nærmest vi os 1. april hvor vi overtager huset – og jeg kan næsten ikke vente!

Efter lang tids søgen, hvor vi i sommers nåede helt til Greve, er vi nu endt med at blive på Amager og det er vi bare rigtig glade for. Vi har købt hus og får derfor mere plads, terrasse og have. Med havedør direkte fra stuen og ud på den hyggeligste terrasse og lukket have hvor Olivia bare kan blæse ind og ud hele sommeren. Jeg glæder mig. Og så skal vi bo i anden række ud til det KÆMPE grønne areal Kalvebod Fælled, stadig kun et stenkast fra byen og 5 minutter på cykel fra metroen. For mig bliver det bare ikke bedre end det.

Efter vi faktisk bød på et hus i Greve i sommers og ikke kunne blive enige med sælger om prisen, trak vi for en stund lige følehornene til os og mærkede rigtig efter hvad det egentlig var der betød mest for os. Og vi kunne begge to godt mærke, at vi ville være kede af at skulle “så langt væk fra byen”. Alt er jo relativt, men for sådan to som os, der elsker København så meget, så var Greve pludselig langt væk – og vi er endda begge to fra provinsen hhv. Vestsjælland og Sydsjælland.

Rasmus blev, lidt før jeg blev det, klar til at kigge på huse igen. På et tidspunkt sagde han “skat jeg har simpelthen fundet det perfekte hus til os. Det minder i grundplanen om det i Greve, men haven er bedre, der skal ikke laves noget på huset, og det ligger på Amager – til gengæld er det så også dyrere”. Det gav næste lidt sig selv. Men jeg afviste det uden så meget som at se billederne, for jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue, at tage stilling til flere huse. Vi havde kigget sådan on og off siden januar og jeg synes det var en hård proces hele tiden mentalt at skulle omstille sig på “nå nu er det så i det her område vi skal bo”. Rasmus blev lidt irriteret over at jeg ikke engang ville se billederne, men accepterede det. Efter noget tid, begyndte lysten for mig at vende tilbage og jeg begyndte igen at kigge huse på nettet. Pludselig faldt jeg over et hus, som bare lige kunne være os. Samme aften sagde jeg til Rasmus, at jeg havde et hus jeg skulle vise ham. Da jeg viste ham det udbrød han “Ej det er jo mit hus! Eller… Det er det hus jeg ville vise dig dengang. Det er lige os”. I mellemtiden var huset blevet sat en smule ned, og nu var muligheden pludselig ikke så fjern alligevel. Vi tog derfor i banken og banken forhåndsgodkendte vores budget og rådighedsbeløb og gav os lov til at byde på huset. Vi var ude og se huset 3 gange og derefter følte vi os klar til at byde.

Så startede en lang forhandlingsperiode. Frem og tilbage både på pris og på overtagelsesdato. Vi var interesserede i en sen overtagelse, da vi skulle sælge vores andelslejlighed og gerne ville have den formodede stigning med efter generalforsamlingen i slutningen af marts. Torsdag den 8. december underskrev vi en købsaftale og fredag skulle sælger skrive under. Ejendomsmægleren ville ringe og sige når hun havde en underskrift. Vi følte at huset var vores og at det nu blot var formalia. Men om eftermiddagen ringede mægleren og sagde at nu havde sælger skrevet under, men det var på en anden købsaftale end vores. Og med ét var huset væk. Det var blevet solgt til et andet par. Mægler havde godt nok fortalt, at der også var et andet bud, men vi havde været i forhandling så længe og iøvrigt tidligere oplevet at det blev brugt som bluf, så vi troede faktisk ikke på det, men denne gang var det sgu rigtigt. Så vi mistede huset. Av det gjorde virkelig rigtig ondt. De næste par dage brugte vi på at fokusere på “alle de dårlige ting ved huset” som vi kunne komme på.

Vi vidste, da vi selv lige havde underskrevet lignende købsaftale, at køberne havde 5 hverdage med bank- og advokatforbehold. Fredag morgen, en uge efter at købsaftalen var blevet skrevet under, vågnede Rasmus og sukkede. Nu var de 5 hverdage gået, vi havde ikke hørt noget fra mægleren, og huset var nu officielt deres. Den morgen skulle jeg mødes med min gruppe på skolen og skrive vores eksamensrapport færdig. Min gruppe som havde fulgt med i hele processen fra første gang vi var ude og se huset, til at vi skrev under på købsaftalen, spurgte naturligvis ind til det. Og jeg måtte vemodigt fortælle, at vi havde mistet huset. 15 minutter senere ringer min telefon. Jeg kan genkende nummeret. Det er ejendomsmægleren. Hun fortæller at køberne ikke var blevet godkendt af deres bank og hun ville høre om vi stadig var interesserede inden den kom på nettet igen. “Lad mig lige snakke med Rasmus, så vender jeg tilbage” sagde jeg køligt mens jeg dansede og sang indeni. Jeg ringede straks til Rasmus og herfra gik det hurtigt. Lørdag den 17. december, dagen efter, underskrev vi selv samme købsaftale – igen! Og søndag ringede mægleren og sagde, at sælger havde skrevet under på vores købsaftale.

Herefter løb først 5 hverdage med vores bank- og advokatforbehold, herefter løb 4 hverdage hvor de kunne melde tilbage på vores krav fra advokaten, og så var der egentlig en temmelig lang periode hvor der blev indhentet forskellig dokumentation, BBR og andre praktiske ting. Så først den 11. januar da der var afklaring på alting, blev der meldt endelig handel og huset var vores.

Så historien endte lykkelig. Vi fik vores hus. Huset som først Rasmus og så jeg forelskede mig i. Og nu flytter vi lige om lidt! #livetpåamager fortsætter – men det bliver super mærkeligt, at skulle fraflytte Københavns Kommune og byde Tårnby velkommen. For vi føler jo ikke, at vi forlader København lige på den anden side af bygrænsen.

Dette er også årsagen til at der igen længe har været stille på bloggen. Vi har simpelthen haft så travlt. Men det siger jeg jo altid. Måske jeg snart skulle indse, at det er nok bare sådan vi lever vores liv. Med fuld fart på og alt for mange projekter, der ikke går op med timeantallet i døgnet. Ved siden af huskøbet følger jeg et ekstra kursus på ITU på dette semester, jeg har mit studiejob i Herlev, det er mig der tager Olivias sygedage, samtidig med at jeg forsøger at nå at være kreativ om aftenen – og nå ja, så skriver jeg lige et speciale 😉 Men vi har det godt og Olivia er det skønneste lille væsen jeg kender. Jeg må prøve om ikke jeg kan lave et indlæg om hende snart. Det kan være jeg skal hoppe med på #iøvrigt eller #sidensidst bølgen med små korte indlæg, der opsummerer status hos os.

Ellers følg meget gerne med på @livetiboblen‘s Instagram profil, hvor jeg jævnligt deler billeder, videoer og små anekdoter.