Den Der Skrider, Tager Barnet!

Jeg vil ikke lægge skjul på at det er hårdt for parforholdet at få børn. Puh, for det er det. 95% af de kys, kram og den kærlighed og omsorg man har i sig, bliver givet til barnet, og når batterierne er pillet ud af Olivia om aftenen, så sidder der to grøntsager tilbage på sofaen. Rasmus og jeg har hele tiden lidt haft en gentleman-aftale om at ingen af os går det første 1,5 år! For der lever man altså mere eller mindre i overlevelsestilstand. Både Rasmus’ og mine forældre gik fra hinanden, da vi var omkring et års tid, så vi drømmer naturligvis om at det ikke sker for os.

Min kusine jokede engang med, at de havde en aftale der hed: ‘den der skrider, tager barnet!’, for så går ingen 😉 Det er naturligvis for sjov, men alligevel et meget godt billede på, at det altså bare giver mere mening at danne team og komme igennem det sammen ved at støtte hinanden. Det bliver sgu ikke nemmere hvis vi pludselig er alene om det hele. Og så selvfølgelig huske på hvorfor vi har valgt hinanden, og at vores barn er sat i verden på grund af den kærlighed vi har til hinanden.

Rasmus’ og mit forhold var ret tumult i starten, og det tog os lidt tid før vi begge rigtig fandt ud af at det skulle være os to for altid. Jeg ved derfor også, hvad det vil sige at miste Rasmus. Hvor ubeskrivelig ondt det gør at undvære ham. Men livet går sin vante gang, og til hverdag glemmer jeg ind i mellem hvor heldig jeg egentlig er at han er min (kommende) mand. Rasmus arbejder ofte om aftenen når Olivia er lagt i seng og kommer derfor ofte først rigtig sent i seng. Der går derfor der ind i mellem lange perioder, hvor vi ikke får gået i seng samtidig. Det gjorde vi så her den anden dag, og da jeg lå der på hans bryst og puttede med ham, ramte det mig pludselig.

Mig: “Iiih ind imellem glemmer jeg altså at du er dig”.
Rasmus: “Øøh hvem er jeg så?”.
Mig: “Jamen så bliver du bare hverdags-Rasmus i hverdagslivet, og så glemmer jeg helt, at du er min store kærlighed”.

Det forsøger jeg at huske på lidt oftere. Olivia er nu snart 10 måneder og Rasmus og jeg har, trods vores udfordringer, ingen planer om at gå fra hinanden. Faktisk skal vi giftes til juli. Det bliver ikke det store kæmpe bryllup da vi som bekendt ønsker at rykke i hus og spare op til det, men vi vil jo alligevel gerne bare giftes med hinanden. Så nu bliver det (forhåbentlig) en romantisk vielse på Københavns Rådhus udenfor i Rådhushaven for nære venner og familie, som fejres med et glas bobler bagefter. Det er først her for et par måneder siden, at vi besluttede at det skulle være nu til sommer, efter at Rasmus sidste år i Februar friede til mig. At vi ikke ville vente til vi havde råd engang. Og for mig er det, som om vi har ‘genvalgt’ hinanden. At det er et tegn på at vi, trods en hård tid med baby, faktisk er et ret godt sted.

Nu har vi en aftale om at vi som går tidligt i seng sammen minimum en gang om ugen (høhø), og prøver ind imellem at få passet Olivia af bedsteforældre, så vi kan tage ud sammen, bare Rasmus og jeg. For nyligt var vi ude på frokost-date sammen, og det kommer der snart et indlæg om. Det er en kliché, men det er altså vigtigt også at huske at være kærester og ikke kun forældre. For om 18-20 år når børnene er flyttet hjemmefra, så fortsætter mit liv og min hverdag jo med Rasmus.