Forlovelsesplante fra de varme lande

Hvis nu – lad os bare antage – at nogen (vi nævner ingen navne) havde rendt rundt på stranden i Thailand og samlet nogle store frø fra træerne på stranden. Og måske den selv samme person var kommet til at tage dem med hjem til Danmark. Og måske hun havde forsøgt at få dem til at spire og så plante dem. Og måske var det lykkedes at få ét til at spire og blive til en plante. Og måske var frøene samlet på den strand hvor hun netop var blevet friet til af hendes mand, så ville hun nu have det dejligste levende minde fra et helt særligt øjeblik på en strand på Koh Phangan.

Det er måske det der er sket her 😉 Hvem ved… for ovenstående scenarie er ikke helt tilladt. Men det ville da være fantastisk med sådan en forlovelsesplante fra de varme lande, ville det ik?

Jeg er måske, måske ikke, vokset op med en mor som en gang eller mange, har plantet frø fra eksotiske steder og nu har et drivhus med spændende palmeplanter. Måske har det inspireret til lignende aktivitet.

Jeg har i hvert fald været igang med at plante nogle frø jeg er kommet i besiddelse af 😉

Det startede tilbage i det mørke februar hvor jeg fik lagt nogle 1 år gamle frø i vand. Her lå de i nogle dage for at suge vand til sig og blive blødt op helt ind i kernen. Efter nogle dage i vand, blev de plantet ud i små potter. Potterne var fyldt med almindelig pottemuld blandet med sand i et forsøg på at efterligne forholdene på stranden mest muligt. Frøene var endnu bare frø og uden nogle tegn på at der var liv i dem. De blev så placeret i en solrig vindueskarm (så solrig som mu var muligt i slutningen februar) og så var det ellers bare at vente og løbende sørge for at jorden var fugtig nok til at de kunne spire og ikke så fugtig at frøene rådnede.

Herefter var det bare med at vente. Vente og vente, faktisk helt til starten af maj måned, hvor det ene frø pludselig var flækket og en lille (stor!) spire kom til syne. Det var helt vildt at opleve! Gennem flere måneder havde jeg frygtet lidt at frøene var blevet for gamle og for udtørret, men det ene frø var alligevel så modstandsdygtig og med en enorm evne til at overleve vilde forhold. Det havde trods alt ligget et helt år i en mørk skuffe før det pludselig så dagens lys igen og fik adgang til vand. De andre frø fik et par måneder til, men uden held. Men det gjorde ikke noget, for ét af dem var blevet til noget!

Herefter startede en tid hvor der skulle passes enormt godt på det lille spire, for jeg turde ikke satse på at der ville komme et nyt frem hvis der skete dette noget. Jeg var bange for at katten eller Olivia skulle hapse det af i vindueskarmen. Jeg turde ikke rykke det ind i soveværelset, da der meget sjældent er sol derinde. Så jeg krydsede fingre og lod forårets solstråler gøre arbejdet i en dejlig varm vindueskarm. Stille og roligt voksede spiren, som foldede 2 fine blade ud, og efterhånden kom flere og flere blade til.

Da vi nåede slutningen af juni var der pludselig blevet spist af min plante!?! Hvem pokker? Not okay. Jeg ringede og spurgte min far til råds. Min far arbejder som forsøgsleder og forsker indenfor ukrudtsbekæmpelse i afgrøder. Han har derfor også et stort netværk af kollegaer som er specialiseret inden for skadedyrsbekæmpelse, som han kunne spørge til råds ud fra de billeder jeg sendte 😉 haha. Nu blev det rigtig nørdet. Men jeg ville ikke miste min plante. Mærkerne i planten var angiveligt fra en sommerfuglelarve der synes det var alletiders med sådan en plante den frit kunne spise af. En sommerfuglelaver som jeg kunne være heldig at tage på fersk gerning om natten hvor den er særlig aktiv. Da vi stod og skulle i sommerhus, snuppede jeg hele planten med. Jeg fik bare sådan et billede inde i hovedet af en plante der var blevet spist fuldstændig når vi kom tilbage efter en uge i sommerhus hvor jeg ikke kunne holde øje. Så jeg tog min baby med – foruden min rigtige baby 😉 Og det tror jeg løste problemet – eller det gjorde det – for angrebene holdt op. Jeg er overbevist om at vi efterlod larven i København da vi kørte til Marielyst, og planten fik nu ro til at vokse videre.

Nu her så mange måneder efter, er det sjovt at se hvad den er blevet til. Den har allerede nu fået noget der minder mere om en lille stamme eller gren, end en stilk. Når vi en dag rykker i hus, så skal planten ud og stå i sommerhus i sommermånederne, og så må den overvintre indenfor. Jeg håber den i rigtig mange år kan være et hyggeligt minde og vokse i takt med at vi deler vores liv sammen og vores familie vokser.