Olivias Vuggestuestart

Så er vi efterhånden kommet ud på den anden side af Olivias vuggestuestart og kommet nogenlunde ovenpå igen efter sygdom, så nu er det tid til et indlæg. Vi har siden Olivia var 4 måneder stået på venteliste til 2 institutioner: Viften og Villa Boheme. Begge er to meget populære institutioner, så der var lange ventelister. Villa Boheme har 36 vuggestuebørn fordelt på 3 stuer af 12 børn og det er jo kun de store børn der rykker op i børnehaven, de små bliver jo et par år dernede, så det reelle antal pladser er langt mindre end 36. Vi havde derfor meget lave forventninger, da vi kom på ventelisten som nummer 78 !!(!) Men efterhånden som tiden gik, rykkede vi længere og længere op på listen. Det skyldes blandt andet at folks behovsdatoer nærmede sig og hvis de ikke havde fået plads endnu, måtte takke ja til andre pladser. Vi var nummer 10 på listen da vores dato nærmede sig, så vi besluttede os for at lave en aftale med privat børnepasser i Københavns Kommune hvor Olivia ville være med 2 andre børn i privat hjem, indtil vi fik plads i den ønskede vuggestue. Men en måned før hun skulle starte, fik vi på mirakuløs vis tilbudt plads i Villa Boheme til netop den dag hun skulle være startet privat børnepasning. For pokker vi følte os heldige! Så sådan gik det til at Olivia fik plads i Villa Boheme Vuggestue trods meget lang venteliste.

Første uge i vuggestuen gik godt nok langsomt frem. Rasmus og jeg havde (måske lidt naivt) forestillet os at når vi nåede fredag, så kunne vi da godt lige snuppe en frokost sammen, bare ham og jeg, inden vi hentede Olivia igen. Men sådan kom det altså ikke til at gå. Tirsdag var første dag hun var alene, og kun 15 minutter. Næste dag 20, Onsdag 30 minutter og fredag 40 minutter. Jesus det var ikke længe. Men.. da vi jo havde god tid til indkøringen, lyttede vi til pædagogerne som sagde, at det var en rigtig god ide med de korte ophold, så Olivia oplevede mange gange at blive afleveret, at vi gik, og hurtigt oplevede at vi kom tilbage og hentede hende igen. Og med det forløb hun efterfølgende har haft, tror jeg at det var det helt rigtige at gøre. Allerede mandag ugen efter, sov Olivia dernede for første gang, og var der i alt 2 timer inkl. spise frokost. Tirsdag lå jeg syg, så Rasmus afleverede hende ved 9-tiden og aftalte at de bare skulle ringe, når de mente hun var færdig med at være i vuggestue. De ringede først 13:30 efter Olivias anden lur og sagde vi kunne komme kl. 14, for så nåede hun også at få eftermiddagsmad med. Jeg var dybt imponeret. Og således var Olivia pludselig kørt ind i vuggestue. Allerede om torsdagen oplevede jeg at aflevere hende uden gråd, kun en meget betuttet underlæbe, men ingen lyd. Og de sidste par uger, har jeg bare kunne aflevere hende uden gråd. Og det er til trods for at hun hele sidste uge var syg og derfor ikke var dernede. Hun er så dygtig!

Vi har hele tiden vidst at Olivia var mere end klar til vuggestue. Hun har længe søgt andre børn, og været glad og energisk når vi har været på ture, og derimod vrælet og været umulig, når vi bare har været hjemme i stuen. Jeg regnede derfor ikke med at det ville blive svært for hende at starte i vuggestue. Jeg selv har arbejdet 2 år som pædagogmedhjælper i en vuggestue efter gymnasiet, og har set hvor hurtigt børnene stopper med at græde igen når forældrene går, så jeg tænkte at det heller ikke ville blive et problem for mig. At jeg faktisk trængte til et par timer for mig selv i stilhed, hvor jeg laver voksenting, i tøj uden pletter og snot på skulderen.
De første 2 dage reagerede Olivia ikke på at vi gik, men 5-10 minutter efter blev hun rigtig ked af det, når det gik op for hende at vi var væk. Hun var derfor pjevs når vi hentede hende. Men om torsdagen brød hun sammen da vi gik. Av. Det gjorde meget mere ondt end jeg havde regnet med. Det var første gang jeg skulle gå, mens hun var ked af det. Det virkede godt nok ikke naturligt. Heller ikke med al min fornuft ind over. Vi var ‘stærke’ og holdt fast og gik smilende og vinkende derfra, men så snart vi nåede ned af trappen, brød jeg sammen. Tårerne væltede frem, samtidig med at jeg grinte af mig selv. Det var så mærkeligt. Rasmus grinede også lidt af mig og krammede mig. Jeg sagde hele tiden “ej hvor er det åndssvagt, det regnede jeg ikke med”. Det kom total bag på mig at jeg blev ked af det på den måde, og blev faktisk rigtig overvældet af nogle helt naturlig mor-følelser der lå derinde bagved. Heldigvis så Olivia det ikke, og da vi kom og hentede hende sad hun på gulvet med de andre børn og fangede sæbebobler. Det var et fantastisk øjeblik at se hende lege glad, inden hun fik øje på os. Det er helt specielt hver gang det sker.

Vuggestuen siger de kan se så mange fremskridt med hende. Hun udvikler sig og bliver mere og mere nysgerrig. Hun hænger ikke længere på en voksen, smiler hele dagen og er glad, og elsker når de laver aktiviteter. De sidste mange dage har jeg hentet hende og fået beskeden “hun har bare haft sådan en god dag og smilet og været glad”. Der er ikke noget der gør mig mere glad, end at høre hun hygger sig dernede. Igår afleverede jeg hende til en voksen som hun ikke kender så godt, da der ikke var mødt nogen ind fra hendes stue endnu, og det var også uden gråd, og igen bare et tegn på at hun er tryg og kender institutionen nu.

I starten af min barsel, så jeg vuggestuen som et nødvendigt onde, for at få hverdagen til at hænge sammen. Sådan ser jeg det ikke længere. Vuggestuen giver hende faktisk en helt masse godt, som jeg ikke på samme måde kan give hende herhjemme. Der er en masse andre børn, voksne der brænder for at lege med dem hele dagen og finde på alverdens aktiviteter, og så lærer Olivia en masse nye sociale færdigheder, som man kun kan lære ved at være sammen med andre børn. Og sidst, men slet ikke mindst, så udfordrer de hende meget mere i vuggestuen mht. spisning. De fokuserer meget på at de bliver ‘selv-hjulpne’. Hun sidder med sit eget glas, og fik bare en halv bolle med smør idag, ikke skåret ud i små stykker som hendes forældre forsigtigt gør 😉 Det må vi lære lidt af!