Call the midwife!

Jeg er startet på en ny serie herhjemme, som har sat lidt tanker igang. Serien hedder “Call the Midwife”, og er en engelsk drama tv-serie som foregår i slutningen af 1950’erne i den fattigste del af London, East-End. Jeg er allerede ved at falde i søvn af kedsomhed ved bare at skrive det. Jeg kan godt selv høre det, men jeg er faktisk blevet fanget af den, selvom det slet ikke er den type serier jeg ellers ser. Den er baseret på jordemoderen Jennifer Worths erindringer. Det er en barsk og hård serie, og man skal absolut kunne tåle at se fødsler, for dem er der mange af. Men jeg synes det er rigtig spændende at se hvordan forholdene var dengang. Se hvilke forhold man fødte under, hvilket udstyr jordemødrene havde og hvad man dengang anbefalede gravide og nybagte forældre. Hold nu op hvor har jeg mange gange taget mig selv i at være taknemmelig for at Olivia er født idag og ikke dengang.

Tankerne omkring jordemødrene dengang blev så også forstærket af, at vi idag har været ude og besøge vores jordemoder Bjørg, som var med til fødslen. Hun er absolut et af de dejligste mennesker jeg har fået lov til at møde. Så varm og kærlig, glad og smilende, og bare sådan en man får lyst til altid at give en kæmpe krammer – og det gør jeg! Det er nu 8 måneder siden at vi var derude til en opfølgende samtale efter fødslen. En opfølgende samtale hvor Bjørg kunne hjælpe mig med at få talt ud om forløbet, og få udfyldt nogle af de huller jeg ikke kunne huske ordentligt. Jeg har endnu ikke fået skrevet en fødselsberetning på bloggen, fordi jeg ikke kan finde ud af at begrænse mig og korte ned til noget som andre ville gide at læse. Det kommer forhåbentlig en dag. Men det korte og det lange er at min fødsel endte ud i en voldsom efterfødselsblødning efter jeg havde født moderkagen, hvor jeg mistede 2 liter blod på meget få minutter og blev akut kørt på operationsbordet (man må helst ikke mistede mere en 500ml). På vej dertil gik jeg i chok, var utrolig bange for hele den meget alvorlige stemning, og var ind og ud af bevidsthed derovre. Bjørg var stort set ved min side hele tiden. Hun holdt mig i hånden og beroligede mig da jeg var bange, og var også tilbage og tage sig af Rasmus og vores lille nye Olivia som netop var blevet revet væk fra sin mor.

Vi var indlagt i 5 dage efter fødslen. Dagen efter fødslen kom lægen på stuegang og fortalte mig at jeg ikke ville have overlevet, hvis ikke jeg havde været på hospitalet da det skete. Efterfulgt af kommentaren “..det døde man af i gamle dage”. Det gjorde virkelig indtryk – og det har jeg godt nok tænkt på mange gange under denne serie. Jeg ville have været en af dem. En af de mødre der ikke overlevede fødslen. Jeg tager mig selv i endnu engang af være glad for at vi lever idag, og ikke dengang. Og virkelig glad for at jeg alligevel ikke havde modet på at prøve at føde hjemme, for så var det gået galt – også idag. Før mit blodtab havde jeg slet ikke skænket det en tanke. At det kunne gå galt. Jeg vidste jo at de er så godt udstyret til at tage sig af babyen når h*n kommer ud, men jeg havde aldrig tænkt “hvad hvis der sker noget med mig”. Det ved jeg nu, og kan kun opfordre til at føde på hospitalerne hvor der er læger tilstede og hvor akutteams står klar til at rykke ind ‘with the touch of a button’. Naturligt nok vil det ikke være tilladt for mig nogensinde at føde hjemme. Det skyldes at jeg desværre er i øget risiko for at det sker igen, når det én gang er sket. Jeg havde aldrig tænkt at det kunne ske for mig, men det gjorde det. Jeg ved at det ikke er noget der sker særlig tit, men det sker altså. Ikke nogen skræmme-kampagne, men tænk lige en ekstra gang over det hvis du går og overvejer en hjemmefødsel 😉

Men se serien! Fødsler er jo det vildeste! Kvinder er så fandens seje, og det ved de først rigtig når de har født. Jeg føler mig i hvert fald 100 gange sejere nu, hvor jeg ved at jeg har sådan en ‘naturlig og uden smertestillende’-fødsel i mig 😉 – og de her kvinder føder jo fandme igen og igen.

Som en ældre dame på min bedstefars plejehjem fornyligt sagde til mig “Skal i bare have 2 børn? Ja idag bestemmer man jo heldigvis selv hvor mange børn man får” 😉


Følg os gerne på Bloglovin, Facebook, Instagram og Twitter

Del indlægget på:

Lignende Indlæg

2 thoughts on “Call the midwife!

  1. Uha, nu bliver jeg jo helt nervøs… Har kraftigt overvejet en hjemmefødsel næste gang nemlig. Elskede at føde på hospitalet, men jeg fødte på kun 3,5 time fra allerførste ve til min søn var ude. Og fik at vide, at jeg nok ikke når på hospitalet næste gang, så derfor kunne en hjemmefødsel være en god idé. Hellere føde hjemme end på motorvejen, tænkte jeg. Men er også ret nervøs for, hvad man lige gør, hvis noget går galt :-/

    1. Det kan jeg sagtens forstå! Og kan også godt forstå dine tanker om at føde hjemme! Og der findes jo heldigvis rigtig mange gode og vellykkede hjemmefødsler 🙂 Det er bare med en vis risiko. De var SÅ godt udstyret på hospitalet. Der blev trykket på en knap der tilkaldte akutteam og så væltede 5 ekstra personer ind på stuen som hver havde hver deres opgave at udføre og lynhurtigt få mig over på operationsgangen. Jeg blødte bare så hurtigt at de ville ikke kunne nå hjem til mig og have nået at stoppe blødningen før jeg mistede for meget blod. Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, det er op til dig og din familie 🙂 Jeg ville altid vælge hospitalet, men jeg er også farvet af hele oplevelsen.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *