Del 1: En Fødselsberetning

Fornyligt havde jeg den mærkeligste drøm. Jeg drømte at jeg havde født en lille dreng og rendte rundt på gangene på Hvidovre Hospital helt alene med ham i armene, og forsøgte at finde en der ville hjælpe mig og være hos mig når jeg skulle føde moderkagen, så jeg ikke forblødte. Fuldstændig åndssvagt og urealistisk, men alligevel et meget godt billede på hvordan oplevelsen i sommers har sat sine spor i mig. I min underbevidsthed er det stadig livsfarligt at føde moderkagen. Så jeg tænkte, at det kunne være det var ved at være tid til også, at få bearbejdet oplevelsen i sommers, ved at skrive min fødselsberetning på bloggen.

ADVARSEL: Fødslen endte med at blive kompliceret og alvorlig, så læs ikke indlægget om efterfødselsblødning hvis du er bange for at føde. Heldigvis endte alting godt, så der er trods alt en happy ending.

Jeg ved allerede nu, at beretningen kommer til at være rigtig lang, og det vælger jeg at tillade at den bliver. For jeg tror det er vigtigt for mig at få skrevet alle de ting ned som jeg har behov for og på den måde få bearbejdet det. Som altid skriver jeg tingene som de er, ærlig og uden fingre i mellem.

Jeg har valgt at dele beretningen op i 2 dele, denne som er selve fødselsberetningen og del 2 som omhandler efterfødselsblødningen.

Historien starter egentlig helt tilbage engang i foråret 2015. Jeg fik værre og værre bækkenløsning og aftalte derfor med min jordemoder at jeg skulle til samtale på Hvidovre hen over sommeren for at snakke om igangsættelse til termin. Det skulle ske hvis jeg ikke selv var gået i fødsel, så jeg i hvert fald ikke skulle gå over tid. I mit eget hoved tænkte jeg ‘gid jeg føder en uge før tid, det vil være helt perfekt!’. Ugerne gik og vi nærmede os min terminsdato den 18. august. Onsdag den 12. august havde jeg en samtale på Hvidovre om igangsættelse til termin, og knap 2 uger før termin lykkedes det min jordemoder at lave en hindeløsning på mig, så jeg håbede meget at det ville sætte gang i tingene. Jeg tænkte mere og mere på at jeg gerne ville føde en uge fød tid, og den 11. august var nærmest gået hen og blevet min nye terminsdato inde i mit eget hoved. Da vi ramte tirsdag den 11. august, var det derfor med en vis mængde sommerfugle i maven. Men baby girl lod vente på sig. Da jeg samme aften, en uge før termin, går i seng uden at være gået igang med at føde, bryder jeg sammen og sidder og tuder foran Rasmus. “Jeg havde jo sådan regnet med håbet på, at jeg ville føde idag” tudede jeg. Rasmus kunne ikke lade være med at grine lidt af mig og mine graviditetshormoner og puttede mig og min store mave ned under dynen, og hoppede selv ind på sofaen, hvor han sov de sidste par måneder af min graviditet grundet min bækkenløsning.

Klokken 5 næste morgen vågner jeg med plukveer. Mange plukveer. Jeg lister ind til Rasmus og siger, jeg synes altså at jeg har lidt mange plukveer, og lister så i seng igen. Klokken 7 da Rasmus står op for at tage på arbejde, har plukveerne udviklet sig til noget jeg ikke har mærket før, og jeg tænker her “det her må sgu være veer”. Da Rasmus klokken 8 tager afsted på arbejde, er ingen af os længere i tvivl om at jeg har veer. De gør pisse hamrende ondt, og det trykker helt vildt omme i lænden. De er dog vildt uregelmæssige og der går alt fra 6 minutter til 25 minutter i mellem dem. Hver gang er jeg bange for at det var den sidste. Jeg havde i ugerne op til, læst så meget om igangsættelse, fordi jeg troede det var det vi skulle ud i, så jeg havde læst meget om ve-storm og om når veerne går i sig selv igen og “fødslen” stopper. Jeg var derfor overbevist om at det ville komme til at ske. Det var ikke et spørgsmål om hvis, men når.

Rasmus tager på arbejde og jeg lægger mig ind og hviler mig, som vi har fået besked på til fødselsforberedelse. Nu bliver der længere og længere mellem veerne, og jeg er lige ved at begynde at tude igen ved tanken om at det går i sig selv. Vi aftaler at Rasmus skal komme hjem ved 13-tiden og køre mig ud til samtalen på Hvidovre kl. 14. Jeg skulle jo til samtale om igangsættelse for pokker!

Da klokken er 11, beslutter jeg mig for at stå op og tage et bad. Min mor ville kigge forbi et par timer på vej til Hamburg, så jeg vil egentlig gerne nå et bad inden hun kom. Jeg har ikke skrevet noget til min mor om veerne. Det var der jo ikke rigtig nogen grund til. Ingen grund til at hun begyndte at glæde sig, NÅR nu veerne ville gå i sig selv igen. Det var seriøst det jeg tænkte. Da jeg kommer op og stå i badet, tager veerne til og der bliver kortere og kortere i mellem dem. Der var simpelthen bare blevet længere i mellem dem fordi jeg var kommet ned og ligge.

Klokken 12 åbner jeg døren for min mor iført håndklæde og en ve. Min mors veninde Lene og hendes datter Mathilde, har kørt hende ind og er på vej med ind for lige at sige hej. Ingen af dem aner at jeg har veer. “Kom indenfor, ja jeg er altså blevet lidt forsinket, for jeg har en masse veer”. Her begynder min mor næsten at tude. Jeg får en ve, og de kigger på hinanden og siger der er vist ikke nogen tvivl. Da jeg første gang får en ve mens min mor er her siger hun en eller anden ‘puste-vejrtræknings-agtig lyd’, og den irriterer mig helt vildt. Den næste besked til Rasmus lyder: “Jeg er vist i fødsel. Har lige sagt ‘hold kæft nu’ til min mor”.

Klokken 13 ringer Rasmus “Øh, altså skat, hvis du stadig har veer og de kommer så ofte, er der så overhovedet nogen grund til at tage til den samtale?”.
“Hva for noget?” svarer jeg helt chokeret. “Ja selvfølgelig skal vi da det, når nu veerne stopper igen, så har jeg jo misset min samtale!”. Rasmus syntes jeg var dybt åndssvag, og det var jeg jo også, men med min graviditetslogik var det det eneste der gav mening i mit hoved. Rasmus kommer derfor hjem og kører mig afsted 😉 Når nu vi alligevel skal på Hvidovre, beslutter vi os for at pakke bilen med hospitalstaskerne, HVIS NU. Da vi vinker farvel til min mor, er det med en forventning om at vi snart er hjemme igen.

Køreturen til Hvidovre var lang. Længere end den ellers havde været. I hvert fald for mig. Under veerne havde jeg hele dagen haft en trang til at rejse mig op fordi det gjorde så ondt i lænden, og det kunne jeg ikke komme til i bilen! Da vi kommer frem til Hvidovre er vi blevet lidt forsinkede, og jeg bliver ved med at få veer på vej op til samtalen. Da vi endelig kommer frem og kommer ind, kigger lægen helt åndssvagt på mig. “Sig mig lige engang…” siger hun med et smil på læben, “…hvorfor er du overhovedet her?”. Jeg forklarer hende det (synes jeg selv) åbenlyse, at når nu veerne går i sig selv igen, vil jeg jo ikke have misset min samtale. Jeg tænker bare ikke over at på dette tidspunkt har jeg jo altså haft veer, og endda ret intense veer nu, i 9,5 time. Lægen griner af mig, og siger “prøv lige at lægge dig over engang, så undersøger jeg dig lige”. Hun undersøger mig, og bryder ud i et grin: “Jeg gider overhovedet ikke snakke igangsættelse med dig, du er 3-4 cm åben og i fødsel”. Nå hov, er jeg det? Det er først her jeg tillader mig selv at tro på projektet. Det er sgu nu. Det er nu det sker. Det stopper ikke igen. Baby girl er på vej, og vi skal snart møde hende. Så blev det alligevel næsten en uge før tid. Jeg kigger over på Rasmus, der har fået tårer i øjnene og smiler. Lægen siger at vi stille og roligt kan bevæge os over på fødemodtagelsen, så ringer hun derover og siger at vi er på vej.

Rasmus placerer mig i venteværelset efter samtalen og render ned til bilen for at hente de vigtigste ting, alle vores snacks, kameraet, min body pude osv. Han er blevet helt rundt på gulvet efter beskeden om at vi altså ikke bliver sendt hjem igen. Han må rende ned til bilen to gange, fordi han, da han kommer op igen, ikke kan huske om han lod noget stå på jorden ved siden af bilen. Det går også op for ham at han har glemt begge sine mobiler derhjemme – både hans private og arbejdstelefonen. Vi er derfor afhængige af min. På vej til fødemodtagelsen møder vi en der giver os en kørestol. Hurra for den, så slap jeg for den lange gåtur på den lange gang på Hvidovre – jer der har født der – I ved hvilken jeg taler om!

På fødemodtagelsen bliver vi mødt med smil, og vi får et undersøgelseslokale. Da der er gået ca. 1,5 time efter at jeg blev undersøgt af lægen første gang, kommer der den sødeste jordemoder Bjørg ind. Hun beder mig trække vejret og dybt og ikke hyperventilere og gispe så meget som jeg gør, for så kommer jeg aldrig igennem hele fødslen. Det er som om Bjørgs ord er lov, og jeg gør nøjagtig som hun siger. Herefter vil hun lige vil undersøge mig, men siger at jeg ikke må blive skuffet hvis der ikke er sket noget siden sidst, da førstegangsfødende i gennemsnit kun åbner sig ca. 0,5 cm i timen. Hun undersøger mig og konstaterer at jeg nu er 7 cm åben. “Hold da op…” siger hun “..du er godt nok effektiv. Jeg render over på fødegangen og siger du kommer og finder en jordemoder til dig“.

Jeg bliver sendt afsted til fødegangen hvor jeg bliver tilbudt et lavement. Øh ja tak! Jeg skulle altså ikke nyde noget af at skide midt under fødslen. For ja, det gør man åbenbart. Man kan vitterlig ikke mærke forskel når man presser. Det føles som at gå på toilettet. I kid you not! Lavementet virker som det skal, og jeg ender ude på et toilet hvor lyset ikke virker. Midt imellem to veer får jeg fundet frem til lommelygten på min iPhone og må klare mig med det. Jeg har sidenhen fundet ud af at to dage senere var min veninde og mødregruppemor Sanne, ude på selv samme toilet uden lys og måtte ty til samme løsning. Det er lidt sjovt at tænke på.

På fødestuen er de ved at fylde et badekar til mig. Jeg havde ret tidligt i graviditeten besluttet mig for at jeg gerne ville føde i vand. Det var dels fordi jeg havde fået det anbefalet af to veninder, der begge sagde at man følte sig mindre blottet og at det varme vand hjalp på smerterne, men også fordi jeg oplevede at kunne bevæge mig meget mere frit i vand med mine bækkensmerter, end jeg ville kunne oppe på en seng/briks. Jeg kommer i vandet, og der nu er gået en times tid siden jeg sidst blev undersøgt, så Bjørg undersøger mig igen og nu er jeg knap 9 cm åben. Det er først heromkring at det går op for mig, at Bjørg er min nye jordemoder, og jeg får senere at vide, at da hun var gået derover for at finde en til mig, var der ikke nogen ledige, så hun tog den selv. Da jeg er 9 cm åben begynder tingene at gå stærkt, og samtidig utrolig langsomt. Jeg spørger hele tiden “hvor lang tid kommer det her til at tage?”, for hold nu kæft hvor gør det ondt! Bjørg er virkelig (irriterende) god og svarer bare hele tiden, at det kan hun ikke svare mig på, men at vi er lige her lige nu, og det er bare det jeg skal koncentrere mig om. Hver gang der skulle til at ske noget nyt, fortalte hun mig roligt “om lidt vil du mærke at…”, “..og så skal du gøre sådan her”. Lige hvad jeg havde brug for, men ikke vidste jeg havde brug for. Hun var bare SÅ god. På et tidspunkt siger hun “Åh jeg håber at I får masser af børn, for du er FANTASTISK til at føde!”.

Bjørg er på et tidspunkt væk i noget tid, og på et tidspunkt kan jeg fornemme ud af min øjenkrog at hun kommer tilbage, og har to kopper kaffe med i hånden. Én til Rasmus og en til hende selv. Jeg tager mig selv i at tænke “Nå ja, men I skal da endelig bare sidde der og hygge jer mens jeg er ved at dø her!” 😉

Omkring klokken 17:50 er jeg ved at give op. Jeg synes det er så urimelig hårdt at det er mig der skal igennem dette og at Rasmus ikke kan tage over, bare lidt! Bare en lille pause! Min krop kan ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg kigger på Bjørg og siger helt alvorligt “Jeg vil ikke mere. Jeg vil slet ikke mere!”. Bjørg er god. Hun kigger på mig og siger “Hvad vil du så?”. Ja, hvad vil jeg så? Pokkers, hun skal jo ud. Der er jo ingen vej tilbage. Jeg bliver ved. Der er jo ikke andet at gøre. Den næste periode skriger jeg helt vildt. Det gør jo så vanvittigt ondt. På et tidspunkt siger Bjørg at i næste fase når jeg skal presse, skal jeg ikke skrige. Hun fortæller mig, at det ikke er fordi jeg ikke må bruge min lyd, men at jeg ikke kan presse effektivt og skrige samtidig. Det er enten eller – og jeg vælger at presse effektivt!

Da klokken er 18:05 og det er 3,5 time siden vi ankom til Hvidovre siger Bjørg de mest fantastiske ord: “Inden klokken syv har du født din datter”. Sådan! Endelig et tids-estimat jeg kan bruge til noget! Herefter går tingene stærkt. Veerne bliver mere og mere intense og kommer oftere og oftere. ‘Pludselig’ står lillepigen med hovedet på min bækkenbund og jeg mærker en enorm trang til at presse. “Nu presser jeg altså” får jeg fremstønnet i det jeg gør det, min krop kan simpelthen ikke lade være, og så er det også det helt rigtige tidspunkt siger Bjørg. Jeg havde en utrolig god føling med min krop hele vejen igennem. Jeg kunne mærke ALTING, og præcis hvor langt hun var i bækkenet, og også da hun skulle forbi skambenet. Det var på sin vis helt fantastisk og samtidig enormt skræmmende at kunne mærke så mange detaljer.

Bjørg fortæller mig på et tidspunkt, at nu vil jeg i næste presseve kunne mærke at hun kommer ud og står i spænd. Det virker enormt skræmmende, men jeg er alligevel glad for at hun sagde det til mig. Og ganske rigtigt, i næste presseve kan jeg mærke hendes hoved står i spænd og det svier helt vildt. Da presseveen er ovre, glider hun tilbage igen. Jeg bryder sammen. Jeg kan simpelthen ikke overskue lige at have presset hende helt derud, for at hun så glider tilbage igen, men Bjørg forsikrer mig om at jeg hurtigt får hende presset derud igen næste gang. På et tidspunkt får jeg presset i for lang tid, altså også efter at presseveen er ovre. Det får jeg at vide at jeg ikke må, og jeg skælder Rasmus ud for ikke at holde mig og mine ører nok over vandet, så jeg kan høre hvad Bjørg siger! Det var sådan et dumt kar, hvor jeg ikke kunne hvile hovedet nogle steder, så Rasmus var kommet på arbejde. Han siger det var meget hårdt……. I. got. nothing!

Klokken 18:30 præcis føder jeg Olivia. Da hun kommer ud ligger hun stadig i fosterhinderne (for mit vand er aldrig gået), og hun kommer ud i en lille boble nede i vandet og ved slet ikke rigtigt, at hun er blevet født endnu. Bjørg prikker hul på hinden og ud kommer Olivia og op på mit bryst. “”Nårh lille skat, lille skattepigen”, får jeg sagt. “Nu er hun her, hun er lige her skat”. Jeg begynder at græde af glæde og kigger på Rasmus. Lige her, det øjeblik, det glemmer jeg aldrig. Bjørg bliver ved med at sige “Prøv se hende, hun er SÅ fin, nej hvor er hun fin og en rigtig lille pige, nej hvor er hun fin altså, prøv at se”. Og det var hun. Hun var SÅ fin, perfekt og slet ikke trykket. Nu havde jeg jo også presset hende ud på blot 20 minutter. Når man bliver født på den måde som hun gjorde, hedder det at blive født i sejrsskjorten, og det skulle efter gammel tro, bringe held. Vi overvejede en periode om vi derfor skulle vælge navnet Victoria fra vores liste, da det betyder sejr. Det havde været en sjov historie, men navnet virkede aldrig helt rigtigt til hende. Vi afprøvede det i to hele dage, og så blev det til Olivia.

Efter man har født i vand, skal man op og føde moderkagen ‘på land’. Det skal man for at de kan holde øje med hvor meget man bløder. Denne del synes jeg ikke at man hører så meget om. Det er en underlig følelse lige at have født sådan en hård baby, og så pludselig skal føde sådan en blød og varm klump, som det jo er. Men jeg husker bare at det var SÅ rart at komme af med den. For at den skal komme ud og “skrabes” af livmodervæggen, trykker jordemoderen meget på maven imens. Nøj hvor er det ubehageligt. Den del kunne jeg godt have været foruden. Jeg ligger her med min lille baby på maven og Rasmus ved min side og er LYKKELIG og LETTET. Nu er det overstået, vi klarede det, jeg klarede det! Godt det er overstået!

Her burde fødslen være sluttet. Så havde alt været helt perfekt, for alt var bare forløbet så godt.

På et tidspunkt bliver stemningen trykket, og Bjørg bliver alvorlig. “Cecilia nu skal du ikke blive bange, men du bløder for meget, så vi er nødt til at få et akutteam ind”.  fortsættes…

Læs del 2 af fødslen her: En Efterfødselsblødning.