Det skulle tage et helt år

Her den anden dag mødte jeg vores søde overbo Annika i opgangen – det gør jeg ind i mellem. Hun har det sidste år fulgt min graviditet, fødsel og nye start på babylivet med løbende opdateringer når vi mødtes i opgangen og på facebook. Da jeg møder hende spørger hun mig, som så mange gange før: “Nå hvordan går det med det hele?” og jeg svarer uden rigtig at tænke over det: “Jamen det går egentlig meget godt” – og her slutter min sætning så.

Ikke noget “det er godt nok lidt hårdt med…“, “godt nok vil hun ikke...”, “altså det er jo stadig en kamp at...”. Bare det. Det går egentlig meget godt. Det er ikke fordi de sætninger ikke stadig er der, men fordi de for en gangs skyld ikke fylder nok til at de var værd at sige. For første gang i et år, er det det gode der fylder mest, og fylder så meget, at det andet ikke var værd at nævne. Det ramte mig alligevel bagefter. Sådan har jeg ikke sagt i et helt år! Nøj hvor var det rart!

En eller anden stop lige tiden og lad mig nyde det!